Opskrifter Spis rub og stub Superfoods

11 grunde til at sluge en østers (eller 12)

Hvor heldig kan man være? Klokken er ikke engang 10 om formiddagen, og jeg har lige slubret mig gennem tre fabelagtige østers hos fiskemanden. Egentlig kom jeg for at købe pighvar, men bliver grebet i at kigge grådigt på de smukt arrangerede skaldyr i kølemontren. Da fiskemanden begynder at lovprise dem, må jeg knuse hans hjerte ved at fortælle, at Jens allerede har bestilt 50 af de slimede godbidder hos en anden østersleverandør. Vi skal have vores franske venner til middag, og så tit, det kan lade sig gøre, er der østers på bordet, når vi samles. Mange østers!

Tanken om disse 50 østers trigger helt klart fiskemandens konkurrencegén: Måske fornemmer han, at han står over for en potentiel storkunde? Nu skal jeg lige smage hans tre slags, og han ser ud til at være ret sikker på, at de kan overgå de franske les fines de Claire atlanterhavsøsters fra Charente Maritime, der venter på mig derhjemme.

Mikkel fra Fiskerikajen i Meny på Jægersborg Allé med (fra venstre) Papillon, Legal og St. Vaas – før jeg fik lov at sluge dem.

Slurp, slurp, slurp! Mens jeg indprenter mig navnene, forsvinder en St. Vaas, en Legal og en Papillion ned i kæften på mig, mens en stor, stærk med-kunde, der går forbi, betragter mig med alle tegn på væmmelse. Det er sjovt, så nogle mennesker er mere bange for at spise en østers end for at bestige Mount Everest eller springe ud med faldskærm.

Det farligste ved østers er i min verden 1) at der ikke er nok af dem, og 2) at åbne dem. Da Jens og jeg senest besøgte franskmændene på deres hjemmebane i Cannes og havde opkøbt et righoldigt sortiment, der fyldte det meste af deres stue, endte “åbningsceremonien” med et gevaldigt blodbad, fordi vores vært kom til at banke den ultraskarpe østerskniv lige ind i det sårbare hjørne mellem tommel og pegefinger. Så måtte Doktor Jens have gang i forbindingerne og beordre sin sårede patient at vente med at forbløde, til den sidste østers var spist. Det er jo ferskvarer…

Heldigt, at østers kan fremme sårhelingen, når man lige har banket en sylespids østerskniv ind i hånden.

Basis-udstyr for østerselskere: Østerskniv med beskyttelsesring, østersholder (genial opfindelse), skæresikker handske (vores er fra Microplane) samt forklæde.

Da jeg og pighvarrene når ned til Bogø, er Jens i fuld gang med at eksperimentere. Selv om østers smager forrygende rå og naturel med lidt citron eller syltede rødløg til, beslutter han sig for gratinere nogle af dem, og det bliver godt nok lækkert. Måske en blid introduktions-variant til alle dem, der kvier sig ved tanken om at sluge noget, der er levende?

Jeg spiser primært østers af disse tre grunde:

1) Den friske, sanselige fornemmelse i ganen af hav, citron og den elegante, diskrete østerssmag
2) Æstetikken i serveringen på et stort fad med is og citron
3) Urkvinde-instinktet. Mennesker har spist østers siden stenalderen, og det føles helt naturligt – når først man vænnet sig til det.

Men der findes også masser af sunde grunde til at spise dem. Bl.a. pga. det faktum, at østers er verdens bedste kilde til zink, regnet pr. portion. 84,4 mg pr. 100 g,rummer de, og det giver dem en stribe vigtige egenskaber

SÅ MEGET GODT GØR ØSTERS

1. BESKYTTER MOD INFLAMMATION.
Studier viser, at zink dæmper såkaldt oxidativ stress i kroppen. Denne tilstand er med til at skabe inflammation og alle de sygdomme, som inflammation kan føre til, bl.a. kræft. Bl.a. kan zink beskytte mod åreforkalkning og blodpropper. Den anti-inflammatoriske virkning forstærkes af, at østers også giver dig et skud sunde omega-3-fedtsyrer

2. HOLDER DIG UNG
I hvert fald gør zink. Vi bliver dårligere til at optage zink fra kosten, når vi bliver ældre, og har man zinkmangel, opstår der lettere skader på ens DNA, man bliver i højere grad ramt af inflammation og får et svækket immunforsvar. Men sørger man for at få ekstra-doser af zink, vil ens bio-markører for inflammation ændre sig til en “yngre” profil.

3. FÅR SÅR TIL AT HELE BEDRE
Ikke bare zinksalve er godt for huden; også zink i din kost gør den stærkere og bedre til at hele, når du får sår og betændelsestilstande. Fx når du har spiddet dig selv på en østerskniv!

4. FÅR SNOT OG SNUE TIL AT PRELLE AF
Zink gør det sværere for slim og bakterier at erobre næseslimhinden og gøre dig til en eksplosiv virusbombe.

5. MODVIRKER DIABETES
Zink beskytter mod diabetes ved at styrker insulin-produktionen, så kroppen får lettere ved at regulere sit sukkerstofskifte.

6. FÅR DINE MUSKLER PÅ TOPPEN IGEN
Zink styrker din restitution, fordi mineralet gør det lettere for musklerne at genopbygge sig selv efter træning. Zink hjælper også kroppen med at frigive det mandlige kønshormon testosteron, væksthormon og insulin-lignende væksthormon, der alt sammen styrker musklerne og giver et bedre stofskifte.

7. STYRKER FRUGTBARHEDEN
De slimede delikatesser har ry for at virke sexuelt opstemmende, men den videnskabelige bevisbyrde for det er sparsom. Men man bliver mere frugtbar, når ens zinkdepoter er fyldt op. Zink får mængden af det mandlige kønshormon testosteron til at stige og giver bedre sædkvalitet. Hos kvinder er zink er nødvendigt for at kroppen kan danne kønshormonerne østrogen og progesteron.

8. MÆTTER FOR FÅ KALORIER
En østers er ekstremt tæt pakket med gode næringsstoffer, men ganske få kalorier. Bl.a. er proteinindholdet i top, og derfor bliver du mæt og tilfreds af forholdsvis små mængder. Cirka dobbelt så mæt som af magert kyllingekød i tilsvarende mængder.

9. FYLDER MINERALER I DINE KNOGLER
Østers rummer mange andre knoglestyrkende mineraler og sporstoffer end zink: Kalk, fosfor, jern, kobber og selen er alt sammen med til at styrke dit knoglevæv.

10. HJÆLPER DIG MED AT SOVE
Østers rummer pænt meget magnesium, som i følge studier kan forbedre både søvnkvalitet og søvnlængde.

11. ER VIGTIGE FOR DINE CELLERS STOFSKIFTE
Zink er nødvendigt for, at mindst 100 enzymer kan fungere perfekt og få kroppens processer til at fungere. P-pillebrugere, folk med for lidt eller for meget mavesyre, alkoholikere og rygere har en ekstra grund til at hapse østers, da de meget ofte mangler zink. Det samme har veganere, fordi zink fra dyreriget optages bedre end planterigets. Er man pescetar (spiser grønt plus fisk og skaldyr), er østers en oplagt zinkkilde.

Kun cirka 10-30 procent af den zink, du spiser, bliver optaget af din tarm, så den mængde, der du skal spise, er betydelig højere. Voksne kvinder anbefales at indtage 7 milligram pr dag og mænd 9 milligram. Teenagere og gravide har brug for lidt mere – og som sagt kan ældre mennesker have glæde af at spise lidt ekstra zinkholdig mad, da de optager mindre af mineralet.

En gennemsnitsøsters indeholder 8-9 milligram, så én østers om dagen burde være nok. Men hvis jeg nu pga. alder optager mindre af zinket, kan jeg måske slippe godt fra at spise to?

Husk at vælge din østersleverandør med omhu, så du føler dig sikker på, at dyrene er vokset op i uforurenet miljø, og kasser dem, der ikke virker friske.

GRATINERET ØSTERS

DU SKAL BRUGE:

12 østers
5 spsk. creme fraiche
3 spsk. finthakket persille
2 fed finthakket hvidløg
1 lille håndfuld revet parmesan
1/2 spsk hvidvinseddike
Salt
Peber

SÅDAN GØR DU:
1) Tænd ovnen på grill-indstilling
2) Hak persille og hvidløg
3) Bland alt undtagen østers sammen, og smag cremefraiche-urteblandingen til.
4) Luk dine østers op (se hvordan nedenfor) og skær dem løs fra skallen. Læg dem tilbage igen i den dybeste del af skallen.
5) Hæld forsigtigt væden fra (gem den fx i en skål, se hvorfor nedenfor)
6) Fordel cremefraiche-urteblandingen oven på østersene og drys parmesan over.
7) Grill dem, til toppingen bliver let gylden.
8) Spis dem, mens de stadig er varme.

SÅDAN ÅBNER DU EN ØSTERS

Læg din østers ind i en østersholder, og tag et fast greb om både holder og østers. Bor spidsen af østerskniven ind i lukkemusklen. Det er her, du skal angribe den, ikke langs siderne. Koncentrer dig, så kniven ikke smutter. 

Lirk med østersniven, til hele det flade låg løfter sig. Forsigtigt væk med det, og herefter skærer du lige så varsomt din østers fri af bunden. Læg den tilbage på sin bund, der er meget praktisk udformet, når du skal have dyret til at glide ned i ganen.

BRUG HELE DYRET

Østerskødet: Spis det
Østerssaften: Brug den som flydende salt/fond i fx en hollandaise til hvide asparges
Østersskallen: Vidste du, at nogle kalktabletter er lavet af østersskaller? Også kommende generationer af østers kan få glæde af deres forfædres aflagte skaller.  Flere steder i USA kan man aflevere sine tomme skaller til østersfarmere, der bruger de mineralrige skaller til at bygge nye østerskolonier af. Det kan man mig bekendt ikke herhjemme endnu.

 

 

Efterlad en kommentar