Opskrifter

2 SENSOMMER-SALATER I SOLNEDGANG

– Skal vi ikke sejle til Sortsø og spise aftensmad i solnedgangen, foreslår Jens, og før vi ser os om, sidder vi tre vennepar i Jens’ båd med kurs mod en lille havn ovre på Falstersiden. Her kan man følge med fra første parket, når himlen forvandler sig til et blussende bål af orange og purpur. Og vi er knap nok kommet ud af havnen, før der bliver skænket champagne i glassene for at fejre endnu en usædvanlig solvarm sensommerfredag.

Glæden ved at sejle kom ind i mit liv sammen med Jens, der har sejlet hele sit liv. Og improviserede ekspeditioner, der kombinerer god mad med naturoplevelser, er på min Top 3 over ting, jeg elsker ved livet til søs.

Nu er “god mad” jo en smagssag. Når vi sejler, er det min evindelige skræk at gå ned på grøntsager, som ikke altid vejer særlig tungt, når inkarnerede sejlerherrer bestemmer menuen. Schweizerfedt, grillpølser og kolde øl kan man til gengæld være sikker på, der er nok af om bord, og eftersom køleskabet på båden har stærkt begrænset volumen, kan bølgerne godt gå højt, når jeg kommer slæbende med 1 kilos yoghurtbøtter, broccolistilke og mælk til min te og kræver plads til dem også.

Derfor brugte jeg de sidste minutter inden afgang på at lave en ordentlig skudefuld salat. I dag bliver alle vitaminbekymringerne heldigvis gjort til skamme. For min gode veninde Pia har lavet forretten, og hendes ingefær-fyrige reje-mango-avocadosalat er så frisk og grøn og lækker, at jeg øjeblikkelig ser et blogpotentiale i den.

Både hendes og min salat kan lige så godt laves på landjorden, og der er så god mæthed i dem, at de – indtaget i tilstrækkelig store mængder – kan gøre det ud for et selvstændigt måltid.

IMG_3319

PIAS SALAT MED REJER, MANGO, AVOCADO OG INGEFÆR

(til 6 personer)
2 store avocado
1 stor mango
400 g rejer
1 bundt koriander
6 cm øko-ingefær
5 spsk olivenolie
1-2 limefrugter
Salt og peber
En mistanke flydende honning

SÅDAN GØR DU:
1. Skær avocadoen og mangoen i så pæne mundrette bidder som muligt
2. Dryp rejerne godt af, hvis de har været frosne, og dup dem
3. Bland avocado, mango og rejer sammen uden at smatte for meget
4. Pres limefrugterne og skræl og riv ingefæren. Bland saften med olivenolie, honning, honning og ingefær og smag til med salt og peber.
5. Hæld dressingen over salaten og pynt med koriander.

Tip: På landjorden kan man med fordel servere salaten portionsanrettet, da den har tendens til at smatte lidt, når man fordeler den med ta-tingene.

SUNDE FAKTA:
Rejer giver godt med mættende protein
★ Rejer indeholder antioxidanten astaxanthin, der bl.a. forebygger inflammation, øjensygdomme og solskader på huden
★ Rejer er en god kilde til D-vitamin
★ Rejer er rige på selen, der beskytter mod hjerte- og lungesygdomme, diabetes og depression
★ Avocado og olivenolie indeholder sundt monoumættet fedt, der gavner hjertet og modvirker farligt fedt i bughulen
★ Avocado indeholder kostfibre, der gavner fordøjelsen og holder blodsukkeret stabilt
★ Mango indeholder antioxidanten zeaxanthin, som filtrerer blåt lys og beskytter dine øjnene, så de bedre beholder evnen til at se skarpt, efterhånden som du bliver ældre
★ Limesaft indeholder C-vitaminer
★ Ingefær indeholder gingeroler, der modvirker inflammation og lindrer bl.a. gigt
★ Koriander virker udrensende, viser nogle studier. Bl.a. modvirker det ophobning af giftigt bly i kroppen.

IMG_3326Mens vi spiste de sidste rejer, sydede bøffer og pølser lystigt på grillen, og så var det tid til min salat, som jeg har tyvstjålet fra en café på strandpromenaden i Barcelona. I øjeblikket er der nemlig friske figner i helt almindelige supermarkeder til ganske rimelig pris, og de er en af hovedingredienserne.

Jeg havde slet ikke alt det, der indgår i den originale version. Fx havde jeg ikke pinjekerner og forsøgte med tranebær i stedet, men pinjekerner passer altså bedre til.

IMG_3316

BARCELONA-SALAT
1/2 salathoved, fx romanisalat, eller et par håndfulde rucola
1/3 spidskålshoved, skåret i fine strimler
Friske figner, 1-2 pr. mand (om vinteren kan du bruge de tørrede)
En lille rulle gedeost
Lidt pinjekerner (som jeg desværre ikke havde i fredags)
1,5 spsk balsamico (eller spansk sherryeddike)
4 spsk olivenolie
1/2 tsk akaciehonning
1 citron
Salt og peber

Tip: Spiser du salaten for sig selv og ikke som tilbehør, passer det perfekt med ristede strimler af serranoskinke ovenpå.

SÅDAN GØR DU:
1. Vask og tør salaten og fordel bladene på et stort fladt fad. Bruger du romaine eller andet salat med store blade, så riv eller snit dem til mere mundrette formater.
2. Skær fignerne i kvarte på den høje led. Fordel dem ud over salaten.
3. Lav dressingen: Bland eddike, olivenolie og honning. Smag til med salt og peber.
4. Rist pinjekernerne på en pande, til de bliver gyldne. Hold øje med dem, de tager lynhurtigt farve.
5. Fordel dressingen over salaten og drys med pinjekerner lige før servering.

SUNDE FAKTA:
Spidskål giver gode kostfibre og en del C-vitamin
Figner modvirker forstoppelse pga. deres høje fiberindhold. De indeholder også præbiotika, som er guf for tarmbakterierne.
★ Gedeost giver både protein og kalk, men også en del mættet fedt. I spanske rotteforsøg gør ostens hovedingrediens: gedemælk det lettere for kroppen at optage en række mineraler end komælk gør, i særdeleshed calcium.
★ Pinjekerner indeholder mange mineraler, bl.a. jern, zink og magnesium.
★ Olivenolie giver sunde enkeltumættede fedtsyrer, som især hjertet er glad for
★ 
Balsamico-eddike holder blodsukkeret stabilt

IMG_3332 (1)

IMG_3330

På hjemturen oplevede vi et mystisk meteorologisk fænomen. Op fra horisonten steg en gigantisk orangerød ildkugle – og med kæmpe mener jeg så kæmpe, at jeg i første omgang slet ikke genkendte den som Månen!

Reflektorisk greb jeg kameraet for at forevige den, men på billederne ser man kun en blev normalmåne, der slet ikke kunne matche ildkuglen for øjnene af os. Et øjeblik overvejede jeg seriøst, om vi havde spist noget med hallucinerende effekt, men der er tale om den såkaldte måneillusion, der kan opstå lige omkring fuldmåne og få månen til rent optisk at fremstå langt større end normalt.

IMG_3347IMG_3353

 

 

 

Efterlad en kommentar