Energi & velvære Test-laboratorium

9 SLAGS SLIK-HUNGER, DU KAN DULME MED TE

I skuffen mindre end en meter fra mig ligger en lille æske med udsøgte chokoladetrøfler, en hjerteæske med de sidste fyldte chokolader fra Peter Beyer, indtil flere varianter af Valrhrona, en lille pose med Lene Evers’ små mesterværker, to kæmpestore kasser med After Eight og og mindst tre æsker udenlandsk chokolade. Alt sammen værtindegaver, foræret til mig med de kærligste hensigter, fordi alle, der kender mig, ved, at jeg er helt tosset med chokolade.

Og nu sidder jeg her foran min computer en iskold januardag og HUNGRER efter dem med al den voldsomme abstinenskraft, som ens appetithormoner og slik- og dessertelskende tarmbakterier kan mobilisere efter en juleferie med rigelige forsyninger af søde sager. Helt uanfægtet af, at jeg er fast besluttet på at spise broccoli, julesalat, grønkål og andre lækre vintergrøntsager, som jeg også godt kan lide.

Som Karius og Baktus, der skreg: “Vi vil have wienerbrød”, råber alt inde i mig: “Vi vil have chokolade – og det skal være LIGE NU!” Og min hjerne spiller igen og igen en nærmest madpornografisk lokkefilm, hvor den brune, søde, fede frydefulde chokolademasse i slowmotion glider ned langs min gane.

DSC_0474

Jeg ville næsten ønske, at Jens havde lænket mig til bænken, inden han drog ud på eventyr i stedet for at efterlade mig her alene sammen med al den chokolade, der drager mig hen mod den famøse skuffe, hvor alle herlighederne gemmer sig, så jeg må stemme hælene i.

Heldigvis har jeg i år et hemmeligt våben: Jeg prøver at bekæmpe suget med min anden passion: te! I et par måneder har jeg forberedt denne aktion, der går ud på at bryde sukkersuget, når man er allermest sårbar. I ind- og udland har jeg opsøgt de bedste tehandlere og stillet dem spørgsmålet: Hvilke af jeres teer kan bedst gøre det ud for en dessert, når man har lyst til noget sødt, men ikke godt af det?

DSC_0409

Dette er blot et udpluk af finalekandidaterne. Teskufferne på både Bogø og i Hellerup er ved at sprænges! 

Jeg og mine familiemedlemmer, venner og kolleger har smagt os gennem bjerge af chokoladete, cream tea, nøddete, myntete og karamelte med diverse smagstwists. Det har ikke været noget nemt udskilningsløb, men her er de 25, som jeg selv og flertallet af mit tepanel er allermest begejstrede for.

Ægte te-fundamentalister vil givetvis fnyse af, at der er tilsat aromasstoffer til nogle af mine valg. Men fnys I bare. Her er både tale om force majeure og et godt formål, og i kampen mod cravings gælder alle bissetricks.

DSC_0416

MOD CHOKOLADE-HUNGER

Indrømmet, mørk chokolade er svær at finde en kvalificeret erstatning for. Det bliver aldrig det samme. Men jeg har dog en vinder: Mørk chokoladete fra Østerlandsk Tehus. En sort te fra Sri Lanka og Kina med mørk chokolade og kakaobønneskal. Det er lidt snyd, for der ER små chokoladespåner i. Men denne te smager efter min mening bedre end alle de andre chokoladeteer, jeg har testet, fordi chokoladesmagen er renere og ikke blandet op med lakridsrod og kanel som fx Yogi Teas Choco, der dog også har høstet pæne kommentarer fra mine meddommere.

DSC_0439

MOD KANELSNEGLE-HUNGER

Ih, hvor findes der mange chai-varianter! Jeg fandt dog ingen, der kunne true min mangeårige efter frokost-favorit: Tazo Original Chai, der er fabelagtig. Den eksploderer i munden med sin kraftfulde kombination af sort peber, kanel, kardemomme, nelliker og stjerneanis på en base af sort te. Jeg putter altid en sjat mælk i – og er i himmerrige det næste kvarter!

Det var den chai, Starbucks serverede, før de fik den ligegyldige Teavanna-te på programmet, men du kan købe min favorit online fra bl.a. England. Sidst købte jeg min gennem Amazon. co.uk her. Pas på, at du ikke får den koffeinfri variant, som har en syntetisk bismag. Vil du have en koffeinfri chai, er Celestials decaf-chai et bedre valg. Den fås i mange supermarkeder.

MOD CRÈME CARAMEL-HUNGER

Karamelteer kan godt virke vamle og syntetiske. I denne kategori endte både jeg og nogle af mine meddommere med at spytte ud i køkkenvasken med alle tegn på væmmelse efter bare én mundfuld. Men Grøn karamel fra Tante T vinder absolut ved nærmere bekendtskab. “Den mætter lidt og efterlader munden med en dejlig frisk smag, så man kan bruge den i stedet for tyggegummi”, vurderede en af mine meddommere.

Den må højst trække 3-4 min for ikke at blive for parfumeret og skal som andre grønne teer brygges med højst 80 grader varmt vand. Den er lavet af grøn sencha-te og indeholder små stykker karamel, der smelter i det varme vand.

DSC_0420

MOD VANILLEIS-HUNGER

I denne kategori er mange aldeles strålende kandidater, alle sammen vanille-varianter af den den skønne røde, afrikanske rooibos-te, som er koffeinfri og derfor uden fare for nattesøvnen kan drikkes hele aftenen.

Min vinder er Rooibos Vanilla fra Chaya, men opløbet var tæt. Nr. 2 bliver Perchs Rooibos Vanilla, og 3. pladsen deler Tante T og Løv. Sidstnævnte får bonuspoint for sin fine dåse med fugl på.

MOD MYNTESORBET-HUNGER

Cool Mint fra Tante T er min ubestridte darling inden for alle verdens teer med myntesmag. Der er også godt med citrongræs indblandet, og den er sød og lækker, kan drikkes i spandevis døgnet rundt, og både varm og kold. Men Perchs Cool Herbal og Østerlandsk Thehus’ Cool Mint er altså også fremragende, og det samme gælder Clipper’s After Dinner Mints.

IMG_4322

MOD FLØDESKUMSDESSERT-HUNGER

Kategorien Cream Tea delte i den grad vandene. Flest stemmer fik Vanilla Cream fra Østerlandsk Tehus, der bygger på en lækker keemun-te. Et mulehår bagefter kommer Chayas Cream Tea.

Et par af dommerne faldt dog i stedet for Magasins Creme Te, der hører til stormagasinets bestsellere på tehylden. Alle giver de en rund og blød fornemmelse i munden takket være flødearoma, som er tilsat den sorte te. Jeg synes klart, de smager bedst en en sjat mælk i.

En interessant dark horse, som skal drikkes uden mælk, er Hellerup The Depots Grøn Sencha Creme Mynte Te, der cremer i munden på en lidt mere sofistikeret måde. 

MOD CHAMPAGNEBRUS-HUNGER

Hyldeblomst og æble i Whittards Apple & Elderflower skaber på forunderlig vis en smag, der minder lidt om den klassiske sodavandsis. Jeg tog hele vejen til London for at spotte den – blot for at konstatere, at den kan købes herhjemme i bl.a. Magasin og en lang række delikatessebutikker.

IMG_4325

MOD NØDDETÆRTE-HUNGER

I de lækreste nøddeteer kan man med det blotte øje se mandelsplitter og stumper af valnød og eller hasselnød. Som inkarneret nøddespiser er jeg stadig ikke helt overbevist om, at et seriøst nøddesug kan fixes med en te, men skal det være, så prøv Grøn Valnød fra Østerlandsk Thehus. “Den både dufter og smager af friske valnødder og har en skøn eftersmag”, vurderede en af mine dommere.

Green Waldorf fra Perch smager også dejligt, men ikke helt så nøddeagtigt. De grønne nøddeteer skal brygges på 80 grader varmt vand.

MOD ÆBLETÆRTE-HUNGER

Wild apple & cinnamon fra Pukka er en af de teer, jeg ofte ender med om aftenen. Der er virkelig lidt flydende æbletærte over den, men den smager også friskt, og da den er koffeinfri, ødelægger den ikke nattesøvnen. Jeg lader bare posen blive i kruset, da den godt kan tåle at trække længere end de anbefalede 5 minutter. Ud over vilde æbler og masser af kanelbark indeholder teen lakridsrod, ingefær, appelsinskal, kamille, kardemomme, appelsinolie og nelliker. Alt sammen økologisk.

IMG_4385

MOD LAKRIDS-HUNGER

Der er mange gode bud i hele prisspekteret. Min favorit skifter lidt. I øjeblikket zapper jeg mellem to Pukka-varianter: Peppermint & Licorice og Three Licorice.

Blandt supermarkedsteerne holder både Pickwicks Liquorice og Fredsteds Lakrids Te, hvad de lover, og blandt de mere eksklusive lakridsteer vil jeg fremhæve Perchs lakridsrodste.

Lakridsrod indeholder det naturlige sødestof glycyrrhin, der kan hæve blodtrykket, så hvis ens tryk er i den høje ende, skal man være lidt forsigtig med lakridste i større mængder.

MOD BÆRDESSERT-HUNGER

Indrømmet, bærte er ikke min spidskompentence, for hvorfor ikke bare spise bærrene naturel eller blende sig en smoothie? Men Fredsteds æble og tranebær kan jeg ret godt lide. Den er lidt parfumeret at dufte til, men smager kraftigt og bæragtigt.

Kusmi Strawberry Green havde jeg en intensiv flirt med for et par år siden, men som det så ofte går, når man overdriver, kan man smage sig blind på en te, så jeg får ikke samme kick af den længere. Eller måske har de lavet opskriften om?

DSC_0434
Husets tepotter har haft virkelig, virkelig travlt de sidste par måneder. Her er der semifinale i chokolade-kategorien. 

IMG_4316Obligatorisk te-stop, hvis du er i London: Whittard i Covent Garden med te-bar og te-café. 

IMG_4381Delikatessehuset Fortnum & Mason på Picadilly Circus i London har også et svimlende sortiment af luksusteer. Ingen af de blandinger, de foreslog til dessert-te-testen, kvalificerede sig dog til finalen. 

IMG_2035
Paris er bedre kendt for sin kaffekultur end for sin te, men hos Mariage Frères, der har solgt te til pariserne siden 1854, kommer man ind i det skønneste te-univers med historisk vingesus. 

Efterlad en kommentar