Energi & velvære

HVAD KAN 3 BRANDMÆND LÆRE EN BANGEBUKS?

– Kom nu med!, lokker Jens. Vi står på kanten af en stejl afgrund på “Mælkevejen” ved Sauze d’Oulx i Piemontes smukke snedækkede bjerglandskab, og jeg er lammet af skræk. Fuldstændig overbevist om, at jeg aldrig kommer ned i hel tilstand. Jeg er blevet lokket ud på en sort piste, og det opdagede jeg først, da det var for sent.

Argh, hvor er den irriterende, frygten, der kommer snigende ind på mig, når jeg mindst venter det på vores skiferier. Jens, der har løbet på ski hele sit liv og er frygtløs, har svært ved at sætte sig ind i, hvordan den føles.

Den udløsende faktor kan være den raspende lyd af et snowbord, der nærmer sig bagfra i ukontrolleret fart, eller synet af en ukendt piste, der snævrer sig ind forneden, så jeg tvivler på, at jeg kan få plads til mine sving. Og bang! Pludselig går jeg i baglås og står der med bævrende Bambi-ben, hjertebanken og alverdens skrækscenarier.

Når først højdeskrækken griber mig, er der ikke grænser for, hvor meget jeg kan klumre og hvor langsomt jeg kan snegle mig ned ad en nem blå piste, selv om jeg en halv time inden klarede terrænnets allersværeste røde uden den mindste slinger i valsen.

Højdeskræk er har naturen kodet grundigt ind i os, og det er der fornuft i, så vi undgår farer. Forleden blev mindst tre skiløbere fragtet ned med “bananen”, og en helikopter kredsede længe over os for at finde den stakkel, der skulle flyves på hospitalet.

Men alpinski handler jo ikke om fornuft, derimod om at opleve og nyde suset. Og så længe højdeskrækken holder sig væk, er jeg euforisk over, at jeg i en alder af 50+ fik lov at opdage storheden i en solbeskinnet morgen, hvor man som liftens første passager kan danse ned ad glitrende, jomfruelige sneboulevarder.

Jeg har heller aldrig anet, hvor godt et glas perlende Spritz smager efter en hel dag i sneen.

Eller en lækker alpesalat, indtaget på en solbeskinnet terrasse oppe i højderne, hvor man skræller lag efter lag af sit skiudstyr af og føler sig udvalgt og meget tæt på himlen.

Derfor er jeg også fast besluttet på ikke at lade frygten tage magten og lægge en dæmper på min lyst til at tage på skiferie.

Heldigvis har jeg omgivet mig med topkvalificerede hjælpere. I første omgang Lucy, Luciana Debili, min jævnaldrende skilærer, der har været på det italienske landshold i styrtløb, indtil hun kom ud fra en dramatisk ulykke, som hun på mirakuløs vis slap fra med livet i behold. Ulykken lærte hende, hvad frygt vil sige. Det har gjort hende til den bedst tænkelige lærer for sådan en som mig, hvis største skimæssige udfordring sidder i amygdala, hjernens frygtcenter.

Lucy lærte mig at bremse i alle tænkelige situationer og på alle slags underlag, før hun overhovedet antydede nødvendigheden af, at jeg før eller siden skulle ned ad et bjerg, der var stejlere end begynderbakken. Bremseøvelser indgår stadig regelmæssigt i vores timer sammen, uanset hvor i terrænet vi befinder os.

Hun ved, at hun kan få mig til alt, hvis bare hun opfinder et argument, hvor ordet “safe” indgår. Hver gang vi skal ned ad noget meget stejlt, får jeg særlige opgaver, som kræver al min koncentration, fx at mærke skinnebenene presse fremad mod skistøvlerne, eller tælle til fire, før jeg vrikker parallelskiene ind i næste sving.

Resultat: Jeg glemmer helt at kigge ned i dalen og få kvababbelse over, hvor farligt det ser ud. Og pludselig står vi derned og kigger op på et “mørkerødt” bjerg, som jeg ville have forsvoret, jeg kunne klare. Og næste gang nakker jeg det som regel med et smil helt op til ørerne.

Hugo (58 år), Carsten (68 år) og Jesper (55 år): I mange år arbejdede de tæt sammen hos Falck om at redde liv. I deres selskab føler man sig absolut tryg på pisten. Også når man taber en ski undervejs i liften og skal lande på ét ben …

Desuden har jeg konsulteret tre tidligere brandmænd og ambulanceførere, Carsten Nielsen, Jesper Holst og Hugo Hammel, som bor ved siden af os på hotellet. De har gennem mange år sat livet på spil ved at redde mennesker ud af brændende bygninger, rykket ud, når folk kom til skade i trafikulykker og samlet løsdele fra “springere” op fra banelegemer og må om nogen vide, hvordan man overvinder frygt.

– Det gælder først og fremmest om at være velforberedt, siger de i fuld enighed. – Man skal have alt sit tøj klart lige til at hoppe i og have alle vigtige rekvisitter klar i lommerne, så man kan være fuldt påklædt til opgaven og stå klar ved bilen i løbet af 60 sekunder, fra alarmen lyder.

Uanset om man sover, spiser, sidder på toilettet eller står med håret fuld af shampoo under bruseren, gælder 60 sekunders-reglen. Ellers kører bilen uden én – og chancerne for at nå at redde tilskadekomne forringes.

Det sidder stadig dybt i de tidligere brandmænd at arrangerer deres tøj, så de kan springe i det på et splitsekund, og at de har fuldt styr på, hvor de har nøgler, telefon, lygte, tegnebog mm., som der ikke er tid til at lede efter, når alarmklokken ringer. 

– Man skal vide, at man har sin værktøjskasse med, både helt bogstaveligt og mentalt. At arbejdsdelingen er på plads og at man har en dygtig makker, man kan stole på. Som vil gå gennem ild og vand for én, når det virkelig gælder – og omvendt, fortæller de.

– Som brandmand frygter man især to ting: Ikke at nå at blive klar til udrykning. Og uvisheden om, hvad man kommer ud til, når der fx lyder en upræcis melding som: “Mand påkørt af tog”. Er det mon en, der har forsøgt at tage sit eget liv? En, der er snublet? Eller blevet skubbet? Er der nogen, vi kan redde? Eller er vedkommende stendød? Man sidder i bilen på vej derud og gør sig mange tanker. Men når først vi har fået overblik over ulykken, er der ingen tøven, fortæller Jesper Holst.

Min frygt for at brække knogler på pisten er aldeles uværdig i forhold til de situationer, disse tre modige mænd har håndteret, men deres pointer er klart brugbare. Nemlig vigtigheden af god forberedelse.  Jeg skal lære skiteknik til perfektion, sætte mig ordentligt ind i terrænet og vejrudsigten og have mit udstyr i orden.

– Desuden gælder det om at kunne sige fra, hvis du står over for en situation, som du ikke tror, du kan håndtere godt nok, siger Jesper Holst.

– Hvis jeg fx kommer ud til en ulykke, hvor en ung mand på alder med min egen søn er blevet klemt ihjel i en bil mage til hans, kan jeg være så følelsesmæssigt påvirket, at jeg må sige til min makker: Det her klarer jeg ikke. Og det er der fuld forståelse for. Måske er det ham, der på næste udrykning bliver ødelagt, fordi en hund har fået klemt poten af og må aflives, og mig, der slår ham på skulderen og siger: Det klarer jeg.

– Selv om man bliver hærdet og professionel som brandmand, er vi også kun mennesker med vores bløde punkter, og vores dagsform kan svinge. Og det, at vi ved, vi har hinandens støtte og kan sige fra, når vi er ude på en opgave, som påvirker os for voldsomt, er en af de vigtigste grunde til, at vi kan blive ved med udføre vores job, også når det er allermest brutalt, fortæller Carsten Nielsen.

I hvert fald indtil et vist punkt. Før eller siden kan “rygsækken” blive for fuld. Det vil i brandmandsjargon sige, at de grimme oplevelser begynder at styre ens adfærd. Man glemmer hurtigt de mange udrykninger, hvor alting lykkedes. Derimod husker man dem, hvor noget gik galt, og de hober sig op i baghovedet på en. Hvis man fx valgte at gå ind ad døren til venstre i et brændende hus og dermed kom for sent til at redde et barn, som man kunne havde fundet tidligere, hvis man taget højre dør i stedet.

Bortset fra en række uelegante styrt og talrige klumrenumre i stolelifterne har jeg endnu ikke haft traumatiserende oplevelser på ski til at belaste mig. Men princippet om at sige fra, når der er en rationel grund til det, lyder som en god regel, også overført til en skiløberens univers.

I dag, hvor det sner og sigtbarheden er elendig, kan jeg ikke læse sneen mere end to meter frem, og til min store lettelse besluttede en af de modige brandmænd at sige fra, før jeg selv gjorde det.

Men mine ski venter udenfor og resten af mit udstyr er gjort klart efter brandmandsmetoden, mens vi venter på, at solen og sigtbarheden vender tilbage. Måske skulle jeg oven i købet overveje at nærme mig den sorte piste igen, tage en dyb indånding og forcere den meter for meter …

Jeg tror sgu, jeg lokker brandmændene med, hvis Jens kan undvære sine legekammerater for en kort bemærkning, og så giver jeg en vin chaud, hvis det lykkes.

Jens får mig aldrig forvandlet til en hurtigløber på ski. Men skiglæde – også den kulinariske del af den – har han lært mig! Så tak for turen, skat.

 

 

 

 

Efterlad en kommentar