Energi & velvære Hellerup vs. Bogø

7 TIPS: SÅDAN KOMMER DU TIL AT FØLE DIG HJEMME OVERALT

Skal vi ikke gå hjem og nyde solnedgangen fra vores terrasse?, spørger jeg. Det er forbløffende, så hurtigt jeg kommer til at tænke “hjem” om nye stede. Udsigten viser palmer og Stillehav. Det er endnu ikke 48 timer siden, min store datter, hendes kæreste og jeg slæbte vores kufferter ind i den lejede lejlighed i Santa Monica, Californien, hvor vi skal tilbringe de næste 10 dage.

Gennem to årtier har jeg også brugt ordet hjem om andre menneskers hjem i bl.a. Sidney, New York, San Diego, Firenze og små franske landsbyer, fordi vi i ferierne byttede hus med de familier, der boede i dem til hverdag.

Og hvis du spørger mig i dag, hvad der er mit rigtige hjem, er det ikke let for mig at svare entydigt.

Jeg siger hjem, når jeg kører ned til Jens og huset på Bogø. Jeg siger også hjem, når jeg kører nordpå til lejligheden i Hellerup, hvor jeg hygger mig gevaldigt med mine døtre og veninder. Jeg siger hjem, når jeg kører til Fyn for at besøge min mor, der stadig bor i mit barndomshjem. Jeg siger ikke hjem om sommerhuset i Hornbæk, men jeg tænker det, når jeg om foråret låser mig ind, for herfra har jeg minder, som rækker væsentlig længere tilbage i tiden end mine hjem på Bogø og Hellerup tilsammen. Når vi sejler om sommeren, kan jeg sørme også finde på at sige hjem om Jens’ båd. Og jeg kan have hjemve efter alle disse steder.

I de perioder, hvor jeg flakker allermest rundt mellem mine hjem, ved jeg ikke altid, hvor jeg er, når jeg vågner. Jeg må lige tænke mig om en ekstra gang, inden jeg svinger benene til den gale side og torpederer en trygt sovende Jens eller en solid murstensvæg, når jeg skal ud at tisse!

Min godnatlæsning bliver meget fragmentarisk, fordi jeg har gang i forskellige bøger ved de senge, jeg plejer at sove i.

Mit refugium på Bogø … hvor jeg sover, når der bliver snorket igennem…

Sengen i Hellerup, hvor jeg sover, når jeg skal på arbejde. Eller i weekenden, hvis vi skal møde bymennesker. 

Og sengen i sommerhuset. Hylderne giver de tre sovepladser et vist fællestræk. 

Forud for turen til Californien var det også en større logistisk operation at finde ud af, hvor jeg skulle lede efter USA-adapter, solbriller og alle de andre vigtige rejse-essentials, som jeg kun har i ét eksemplar, fordi mit jordiske gods er spredt ud over flere matrikler.

På det punkt er jeg lidt rodløs sammenlignet med Jens, som aldrig er i tvivl om, hvor han bor: Han er født og opvokset i villaen på Bogø og har boet i den næsten hele sit voksne liv. Huset blev bygget af hans bedsteforældre og har i tre generationer og 89 år været øens lægebolig. I alle årene har lægen heddet Linnet, og ingen i familien har boet der i længere tid end Jens.

– Skulle I ikke hellere finde et andet hus at flytte ind i sammen. Et hus, hvor I kan skabe jeres egen historie fra bunden?, spurgte et par af mine veninder bekymret, da Jens og jeg fandt hinanden i moden alder.

Vennekredsen rummer mange par, der er blevet skilt for gifte sig igen, og de af dem, der valgte at flytte ind i en ny ægtefælles gamle bolig, har ikke altid haft nemt ved at føle sig hjemme. Der skulle mange ombygninger og mange nye møbler til, og selv det var ikke altid nogen god løsning, for der kan være mange stærke følelser i klemme.

Vi har bl.a. hørt sørgelige historier om, hvordan den “stationære” ægtefælles børn blev ulykkelige, fordi den nye partners trang til at sætte sit fingeraftryk ændrede deres barndomshjem, og den slags skal jo helst være, som det altid har været, selv når man er flyttet fra det for mange år siden.

Så jeg forstår godt venindernes bekymring. Men Jens og hans hus var en pakkeløsning. Han og hele hans historie er helt usædvanlig tæt knyttet til netop dette hus. Jeg blev hurtigt klar over, at han ville føle sig voldsomt amputeret resten af sit liv, hvis jeg havde insisteret på, at han skulle vælge mellem det og mig. Og måske havde han valgt huset!

I begyndelsen VAR det svært, for uanset at mit navn kom på dørskiltet og skødet til huset, følte jeg mig lidt som en gæst på et overordentligt charmerende og atmosfærefyldt museum.

Jens’ bedsteforældres monogrammer snirkler sig smukt i irret kobber rundt om æskulapstaven – lægekunstens symbol –  på vinduet over hovedøren. I entréen hænger det imponerende gevir fra en bøhmand, som Jens’ far har nedlagt i Ungarn – og Jens’ modsvar fra Bogø Skov (måske). Fra sit store portrætfoto på væggen i pejsestuen overvåger Jens’ farfar, at hans efterkommere passer ordentligt på det hus, han byggede til dem. I et skab hænger stadig hans gamle kørepels, et mindst 10 kilo tungt mesterværk i flere lag kamgarn, krøluld og pels, som holdt ø-lægen varm, når han i bidende vinterkulde skulle ud på sygebesøg i hestevogn eller med båd. Og på loftet ligger mindst 1000 fugle, som Jens’ far egenhændigt har udstoppet.

Min første panikhandling var at erobre et af rummene på førstesal , tømme det fuldstændig og fylde det med min egen historie. Med fotos af MINE unger og forældre, med tegninger, bøger, gamle breve, hyggeting og rodekasser, som har fulgt mig og betyder noget for mig.

Det var rart! Men som tiden gik, blev det væsentlig lettere at føle sig hjemme i resten af huset også. Nogle rum har vi ændret radikalt. I andre opdager man det næsten ikke. De to lænestole, som min egen far læste til læge i, som min mor ammede mig i, og som jeg og mine børn har puttet os i gennem mange år, ser fx ud, som om de altid har stået i pejsestuen under billedet af Jens’ farfar. Og jeg bliver glad og tryg, hver gang jeg kigger på dem.

Jeg har også fået lov at arbejde mig rundt om familien Linnets arvestykker med en række skønne vægfarver. Min fortid på Bo Bedre fornægter sig ikke: Jeg er passioneret farvenørd! Jeg var lidt bekymret for, hvad Jens’ mor ville sige til dem. Men hun var selv modig med farver, dengang hun boede i huset, så fra hende lyder der heldigvis kun lovord. Sjovt nok baner de nye farver også vej for mit tilhørsforhold til huset. Ikke fordi jeg tvinger dem igennem, men fordi det er en hyggelig proces at finde frem til dem i fællesskab.

Når jeg ind i mellem alligevel føler mig som en fremmed i vores eget hjem handler det typisk om gamle husregler og vaner, som jeg enten ikke kender eller ikke er helt enig i. Fornylig opdagede jeg under en middag, at en vældig sød hund, som tilhører en af familiens nærmeste venner, var lusket ind for at tisse på det faste gulvtæppe under mit arbejdsbord. “Jamen, Freddys hunde har da tisset lige der altid”, forsøgte Jens at afdramatisere hændelsen, da jeg oprørt rapporterede om den store våde plamage.

Så tror pokker, at tæppet er skjoldet! Lige på det punkt bliver jeg ubøjelig: Det hundetoilet skal IKKE være en del af Linnet-museets permanente samling. Vi må lave et smukt plankegulv i stedet, så alle duftspor forsvinder, og jeg skal personligt tilbyde hundeluftning på engen udenfor, når vi har firbenede venner på besøg.

Vi har også et par andre større fælles projekter på tegnebrættet, og igen kan jeg mærke, hvordan processen med at planlægge og forme huset efter vores fælles drømme, får min tilknytning til stedet til at accelerere. Sammen med en voksende taknemmelighed over det privilegium, det er at bo sammen med Jens i så smukt og atmosfærefyldt hus, hvor jeg ikke behøver føle kontrol over alting for at trives.

Jeg har forlængst set i øjnene, at husets historie vil fortsætte, længe efter at min er slut, og at hjemme for mig – selv om jeg elsker at indrette og passe på dette fantastiske hus – allermest skyldes immaterielle faktorer, fx atmosfæren, der fylder rummene, og mine stadig flere gode minder om rare stunder i dem.

Hjemmefølelsen opstår, når jeg føler mig tryg, respekteret og elsket, kan være mig selv helt uden i filter sammen med mine nærmeste og har stor medindflydelse på agendaen. Jeg skal forbinde stedet med glæde og latter, kærlighed og nærvær. Det gør jeg i høj grad med Jens ved min side, og derfor føler jeg mig hjemme på Bogø. Ligesom jeg føler mig hjemme sammen med mine børn, uanset hvor i verden vi befinder os.

Jens’ far har definitivt skudt trofæet til venstre i Ungarn. Om Jens har skudt dyret med de snoede horn i Bogø Skov, har mange gæster grublet over i entreen …

Selv om jeg bliver mere og mere glad for øen, vil jeg dog nok aldrig få en helt lige så kraftig “Bogø-elastik” som ham. Det er en form for rastløshed, der sætter ind, når han har været væk hjemmefra i mere end et par dage. Også når han er i det bedste selskab med sine børn, venner eller med mig. Sjældent ser jeg ham mere lettet og lykkelig, end når vi rammer den første Farøbro – dadum, synger dækkene – hvor himmel og hav mødes i en lysfest lige inden afkørslen til Bogø. Det skulle da lige være, når selvsamme børn og venner besøger os på Bogø.

Jeg er sikker på, at hans blodtryk og mængden af stresshormoner i ham er lavere, når han er på hjemmebane. Ved lejlighed kunne det være sjovt at undersøge, om Bogø udløser helt exceptionelt voldsomme kaskader af tilknytnings- og kærlighedshormonet oxytocin i hans blod?

Uanset om man er knyttet til et eller flere hjem, er hjemmefølelsen sund og vidunderlig. Her er et par råd til at hjælpe den på vej.

SÅDAN FØLER DU DIG HURTIGERE HJEMME

1. BO MED SAMME TING FLERE STEDER

Den franske stjerndesigner Philippe Starck har hele 18 hjem rundt om i verden, men kun én nøgle, der kan åbne hoveddøren til dem alle, fra slotte til lejligheder. Både for at forenkle logistikken og for at fremme følelsen af at komme hjem. Hans ansatte sørger desuden for, at stort set alt inventar er ens de 18 steder. Selv bøgerne i reolen.

Jeg har benyttet princippet med udvalgte ting: Løbesko, oplader til mobil og computer, fotolampe, mine yndlings-teer mm. har jeg både i Hellerup og på Bogø. Og som du kan se øverst i blogindlægget, ligner mine sovepladser hinanden lidt.

2. BRUG TRYGHEDSYMBOLER (UDEN AT SKAMME DIG)

Tryghed er en af de vigtigste forudsætninger for at føle sig hjemme. For at bane vej for den et fremmed sted, hvor du er alene, kan det hjælpe at omgive sig med ting, der symboliserer tryghed for dig.

Selv store, stærke mænd sover i arm med en slidt teddybjørn, når de er på udlandsrejse. Og der er ikke grænser for, hvad et billede af kæresten, manden, ungerne eller børnebørnene på væggen kan udrette for én. Eller en regelmæssig tur gennem familiealbummet på mobiltelefonen. En lånt sweater, der dufter af din elskede, kan aktivere hjemmefølelsen på mere sanselig vis.

Opslagstavlen på Bogø. Bemærk startnummer 4793 fra mit første 10-kilometerløb i New York. Jeg løb rundt i Central Park med Bogøs postnummer på maven. Uden at ane, at jeg ville kalde denne lille ø, jeg aldrig havde hørt om, for  hjem 10 år senere.. 

3. FÅ DIT EGET RUM – ELLER ET HJØRNE

hvis du flytter ind i et hjem, der allerede er indrettet. Andre har det bedst med at beholde deres gamle hjem i en overlapsperiode, inden de for alvor flytter ind hos deres nye kæreste eller roomie.

4. FIND BALANCEN MELLEM DIT OG MIT

Flytter man ind hos sin kæreste, har man et naturligt behov for at sætte sit personlige præg. Men pas på, at det ikke kammer over; pointen er ikke, at du skal tage magten og systematisk udradere kærestens ting ud på bekostning af dine. Find en fornuftig balance.

5. BYG DIT EGET NETVÆRK

Det er dejligt at bo omgivet af sine egne møbler og ting, men hjemmefølelsen styrkes også af, at man får et solidt menneskenetværk omkring sit hjem.

På Bogø er jeg begyndt at få mine egne venner omkring diverse projekter – ud over dem, der indgår i Jens’ netværk. På fire et halvt år har jeg lært lige så mange skønne mennesker at kende på Bogø, som jeg har samlet op gennem 35 år i Hellerup/Charlottenlund.

6. BLIV DUS MED  OMGIVELSERNE

Professionelle soldater, der bliver sendt ud i verden, skal som det første sørge for at gøre sig fortrolige med de nye omgivelser. Det råd virker ikke bare i krig, men også på en ny hjemmebane, for så knytter man sig hurtigere til stedet.

Min taktik på Bogø er at opsøge nye løberuter hele tiden. Med det resultat, at jeg nu kender øens stisystemer væsentlig bedre end Jens, der har boet på øen næsten hele sit liv. Hjemmefølelsen trives ikke bare mellem ydermurene.

7. MELD DIG IND I EN KLUB ELLER FORENING

Det lyder klicheagtigt, men er et af de virkelig effektive råd. At kunne mødes fast med andre, der har samme interesser, er ren Substral for hjemmefølelsen.

Motivationsmesteren Chris MacDonald spinnede sig til et træningsnetværk, da han kom til Danmark, mens andre bruger løbeklubber, bridgeklubber, madklubber og sangkor med lige så stor succes.

På Bogø er jeg foreløbig med i tre foreninger, men det slutter helt sikkert ikke der, for der er næsten lige så mange at vælge mellem, som der er mennesker på øen.

 

Efterlad en kommentar