Energi & velvære Træning

9 FORBLØFFENDE EFFEKTER, DU KAN GÅ DIG TIL HVER DAG

– Da jeg var ved at gå ned med stress, begyndte jeg at gå en time om dagen. Det var den bedste kur! Jeg gik mig bogstavelig talt tilbage til glæde og overskud, fortalte en af kursisterne på Kreta, hvor jeg holdt foredrag om søvn- og stresshormoner i den forløbne uge.

Jeg var på Kreta sammen med 70 kursister og fem fantastiske instruktører til Energy Camp med I FORM og havde det privilegium at være walking coach i solopgangen. Som enhver gåtur-elsker ved, findes der ikke bedre samtale-rammer end at gå ved siden af hinanden, og efter mit foredrag fik samtalerne endnu mere dybde. Mange af kvinderne havde nemlig i den grad genkendt sig selv i min årelange kamp for at komme til at sove godt igen – og havde også på den hårde måde erfaret, hvordan søvnløshed kan ændre os både fysisk og personlighedsmæssigt. Og de kom op på siden af mig, mens vi gik, og fortalte deres historier. Hvor er vi mange, der kæmper med det problem!


Den ene dag på Kreta var vi på vandretur i kløften Imbros Gorge og fik som bonus trænet balancekunst på rullesten.

Foredraget var en svær fødsel, for jeg skulle grave dybt i mig selv for at finde modet til at stå frem som søvn-zombie. Jeg har vel heller ikke indset, hvor meget det har påvirket alle aspekter af mit liv (og stort set alle hormoner i min krop), at jeg i årevis vågnede kl. 3 hver nat uden at kunne falde i søvn igen. Før nu, hvor jeg endelig er på rette vej og i et par måneder har sovet næsten 7 timer hver nat og vågner op hver morgen med nærmest utæmmelige mængder af energi.

Jeg fortalte bl.a., hvordan gang de sidste par år har været min vigtigste redningsplanke, når jeg følte mig alt for mat til at løbetræne eller tage i fitnesscenter. Uanset hvor bælgøjet og groggy man er, kan man godt overskue en gåtur. Både kroppen og hjernen bliver markant friskere af det. Og det var slående på Kreta, hvor mange der systematisk havde fundet ud af at bruge gang som middel til at komme godt ud på den anden side, når de var allermest stressede, pressede og udmattede.

Mange løbere opfatter det at gå som en falliterklæring og som en modpol til løb, men jeg elsker kombinationen. På gode dage, hvor jeg har masser af kræfter, løber jeg mere, end jeg går. Når jeg er meget træt, går jeg det meste af vejen og løber kun ned ad et par særlig lækre og uimodståelige bakker. Men afsted og ud kommer jeg, og kombinationen af frisklufts-kicket og de rytmiske bevægelser er den bedste naturlige velvære-indsprøjtning, jeg kender.

På I FORMs Energy Camp legede vi “Kongens Efterfølger” i olivenlunden tæt på vores hotel. Godt, at olivenfarmeren ikke fik øje på karavanen af skrupskøre kvinder, der speedwalkede  i slalom mellem hans træer!

På vej i flyveren ned til Kreta slugte jeg en ny bog, Hjärnstark, skrevet af den svenske psykiater Anders Hansen (udkommer snart på dansk på JP/Politikens Forlag). Han bekræftede alt, hvad jeg selv havde erfaret, og giver på let forståelig vis indsigt i, hvordan motion og træning styrker hjernen, sindet, følelserne, velværet – og selvfølgelig også sundheden. Barbro, en af de svenske kursister, havde købt hele 10 eksemplarer af bogen for at forære dem til børn og venner, der kunne have gavn af at læse den. Den kan varmt anbefales!

Her i formiddag vil jeg forøge at lokke Jens og vores overnattende gæster med ud på en rask gåtur gennem forårsskoven, så vi kan støtte Bogø-arrangementet “Bevæg din ø” med at kværne flest mulig kilometer på to timer. Hver kilometer “koster” en krone – men tænk på alt det gode, vi får igen. Og i dag hvor solen skinner lige så smukt, som den gjorde på Kreta, bliver det bare ikke bedre.

Skulle du have brug for flere gode grunde til at gå, kommer de lige her:

9 EVENTYRLIGE GRUNDE TIL AT GÅ

1. DU BESKYTTER HJERTE OG HJERNE

Blodtrykket falder med op til ca. 11 point., når du bruger gang som motion. Mængden af “det lede” LDL-kolesterol falder også. Du får 30 pct. lavere risiko for hjertekarsygdom, og din risiko for en hjerneblødning mindskes med op til til 20 pct. ved gang i almindeligt tempo – og op til 40 pct., hvis du sætter lidt fart på.

2. 60 PCT. LAVERE RISIKO FOR DIABETES

Går du regelmæssigt, vil din sandsynlighed for at få type-2-diabetes falde med ca. 60 pct.

3. DU KAN LETTERE HOLDE VÆGTEN

Gang forbrænder kalorier, og samtidig trigger det ikke dine appetithormoner så voldsomt, at du risikerer at spise hele gevinsten op efter din træning.

 4. DU FOREBYGGER DEMENS

Motion får nye friske hjerneceller til at vokse frem. Samtidig forebygger det, at hjernens hukommelsescenter, hippocampus, skrumper pga. alder og stress. I et studie fra University of Virginia havde passionerede gænger halvt så stor risiko for at udvikle Alzheimer’s som de mere passive deltagere.

 5. DU BOBLER AF VELVÆRE-HORMONER

Nej, det er ikke “runner’s high”, som mange løbere håber på at opleve, men “walker’s high” omfatter også en skøn blanding af velværehormoner, og du kan glæde dig over dem hver eneste gang. Går du regelmæssigt, kan du systematisk dulme følelser som vrede, skuffelse, sorg og fjendtlighed og føle dig gladere og mere overskudsagtig. Lider du af depression eller angst, kan du have særlig stor gavn. Og går du sammen med nogen, du taler godt med, får du også opfyldt dit social behov.

6. NYE GODE IDEER SPIRER I DIN HJERNE

Kreative kræfter slippes løs i din hjerne, når du bevæger dig, og når du går og ikke behøver koncentrere dig ret meget om træningsteknik og om at vinde over en modstander, kan du udnytte dit tankeflow systematisk. Sidder du fast midt i en udfordring, så gå på den.

7. DU DÆMPER SUKKER-CRAVINGS

Gå en tur på 15 minutter, hvis alt i dig skriger efter en jordbærkage eller en bøtte Ben & Jerry’s. Så damper sukkertrangen lige så stille af, viser studier.

8. DU BESKYTTER DIG MOD BRYSTKRÆFT

Tit hører man, at løb og andre former for intens træning forebygger brystkræft, men gang gør det altså også – med 14 pct., hvis man går 7 timer om ugen eller mere.

9. DU SMØRER UDSATTE LED

Mens nedslaget i løb kan være hård kost for leddene, er gang meget mere skånsomt, fordi man hele tiden har en fod i jorden. Gang beskytter i det hele taget leddene, også mod slidgigt i bl.a. knæ og hofter, og styrker på smukkeste vis de muskler, der skal støtte disse udsatte led. Og din risiko for at blive skadet er helt i bund.

Har du fået lyst til at gå (og meget andet) på en I FORM Energy Camp? Næste tur går til Mallorca – og her kommer du også til at gå. Læs mere om turen her.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efterlad en kommentar