Bloggerliv Energi & velvære

DET BEDSTE VED AT VÆRE BLOGGER

Tror du,  jeg vil prale af, at jeg er blevet inviteret på spa på en eksotisk destination for at blogge om den? Næh nej: Det skønne ved at have sin egen blog kommer fra en helt anden front, og faktisk er der flere gevinster. Men fælles for dem er, at jeg så tydeligt kan mærke jer, der læser den. Nogle gange kommer I med kommentarer, ideer, forslag og svar på mine spørgsmål allerede få minutter efter, at jeg har sendt et nyt blogindlæg afsted.

For at holde spændingen lidt tager vi top-3 bagfra.

3. JEG FÅR FEEDBACK I FORM AF GAVER

I mit gamle job på I FORM er det aldrig sket, at flere læsere er kommet forbi med friskhøstede valnødder til mig. Det blev den uventede bonusgevinst, da jeg bloggede om, hvordan en sværm af store, udspekulerede sorte fugle havde plyndret vores træ fuldstændig. Nu har jeg valnødder til hele julen!

For slet ikke at tale om den dag, da det ringede på døren.Udenfor stod to stolte jægere og overrakte mig en friskskudt sneppe med fjer og det hele, fordi jeg havde skrevet i en blog, at jeg aldrig havde smagt sådan en.

Tak, gutter, for en uforglemmelig middag.

2. JEG FÅR KICKET VED AT GØRE ANDRES DAG LIDT BEDRE

En ting er, at jeg bliver forkælet. Endnu bedre er det at mærke, at I kan bruge mit stof. Som fx da Allan på facebook berettede om, hvordan han havde skudt en fasan, som hans hund apporterede til ham (hundens første bytte nogensinde) og hans kone tilberedte til ham – efter MIN opskrift. Allans opslag handlede om LYKKE, for den dag var han en lykkelig mand.

Screen Shot 2016-12-08 at 10.03.01

Gæt, hvem der også blev lykkelig? Visheden om at have haft bare en lille fingerspids med i spillet for at gøre en dag lidt rigere for en mand som Allan gav en fabelagtig følelse, som man sagtens kan blive afhængig af.

Her er opskriften på fasan-saltimboccaen, der indgik i Allans lykkelige dag.

1. JEG KAN GØRE EN FORSKEL – OGSÅ PÅ DEN LANGE BANE

Dengang jeg arbejdede på magasinet I FORM, kunne jeg godt mærke, at der var anderledes lang afstand ud til læserne. Især dem i det nordlige Finland! Hvert nummer af bladet er måneder undervejs, og oppe i hovedet er man tre-fire numre foran sit publikum. Reelt set ved man ikke ret meget om, hvordan de artikler, man har lagt sit hjerteblod i, bliver modtaget, når bladet kommer ind ad brevsprækken hos abonnenterne.

Dengang følte jeg allermest intenst, at mit job gav mening, på den årlige tur til Club La Santa med I FORMs læsere. Her kunne jeg nemlig med mine egne øjne se, hvordan sådan en uge i solskin langt hjemmefra kunne give kursisterne styrke til at komme ud af deres egen komfortzone og nogle gange lidt uhensigtsmæssige hverdagsvaner, omringet som de var af dygtige trænere og et helt hold søde mennesker, de kunne spejle deres eget liv i.

_MG_6635-SMILE

Hos mange udløste disse ture en hel lavine af positive beslutninger og forvandlinger. En del af kursisterne kom igen året efter og året efter igen, stolte, glade og med helt ny udstråling, og fortalte om alt det, turen havde betydet for dem.

Ikke fordi de på nogen måde var blevet hjernevasket. Mange af dem var “bare” taget med på turen for at træne, have det sjovt og hygge sig med veninder, søstre, mødre eller nye mennesker, men blev overrumlet af stærke, indre, mentale kræfter, som helt af sig selv boblede op til overfladen, så de rejste hjem med nye, større mål og en helt ny vilje til at nå dem.

  • Fortravlede sjæle fandt pludselig tiden til træne og fik måske smidt adskillige kilo.
  • En tog et afgørende skridt i kampen mod bulimi,
  • En anden tog sit arbejdsliv op til revision og skiftede karriere.
  • Inkarnerede løbehadere gennemførte hele og halve maratons – og nød det!
  • Andre gik hjem og meldte sig til yoga eller købte en mountainbike, fordi de opdagede, at det var den perfekte stresslindring og energioplader for netop dem.
  • Mange tog en kold tyrker fra slik, kager og cola og lærte at elske rosenkål & co.
  • Og endnu flere glædede sig over de nye, tætte venskaber, de havde fået på turen.

Det var ikke mig, der svedte, led afsavn og skulle kæmpe mod gamle vaner, så måske var det lidt med “lånte fjer”, at jeg var næsten lige så stolt som hovedpersonerne.

Og naturligvis stjal jeg alle succeshistorierne og indlemmede før- og efter-portrætterne i mine velkomsttaler på turene som inspiration for alle de nye kursister. Min præsentation blev længere og længere og længere! Mange af succeshistorierne havnede også i I FORM.

Screen Shot 2016-12-08 at 12.34.45

Allerede otte uger efter en La Santa-tur havde disse tre gæve kvinder til sammen smidt 23 kilo mavefedt, der havde generet dem i årevis (foto: I FORM)

Forståelig nok var mange deltagere kede af det, da vi indstillede La Santa-turene fra 2012, og jeg var nok den, der sørgede allermest. Eller rettere: nærmest fik abstinenser efter at mærke den der vigtige tilfredsstillelse i at lytte til, hvor alle disse ægte, skønne kvinder var i deres liv, og pejle sig ind på, hvad man kunne gøre for dem, så de rent faktisk lykkedes med deres mål. Det føltes så meningsfuldt.

Min mand Jens finder som praktiserende læge oceaner af mening i sit arbejdsliv. Han elsker at gøre folk raske, spotte deres sygdomme i opløbet og bremse dem, før de gør alt for meget skade. Derfor tror jeg ham ikke helt, når han truer med at lade sig pensionere i utide i protest mod alle de DJØF-regulativer og det omsiggribende rapporteringsbureaukrati, som stjæler bunker af tid fra patientarbejdet. Han kan ikke undvære sine patienter.

Som sundhedsjournalist og blogger kan jeg slet ikke prale af at redde liv på samme måde som læger, sygeplejersker, jordemødre, brandmænd m.fl. Men i disse dage kan jeg mærke suget, glæden og forventningen, fordi jeg igen får chancen for at bidrage med det, jeg kan: At skabe rammer, der giver andre lyst, motivation, værktøjer og kræfter til at styre deres liv i en sundere og bedre retning, så de ikke får så meget brug for lægerne og de andre livreddere. Nemlig ved at bringe de mest inspirerende trænings- og kosteksperter, jeg kender, sammen med dem, der har fortjent dem. I en hel uge under varmere himmelstrøg – og helt uden løftede pegefingre – og nu har jeg min blog at formidle alle de gode historier på, mens det hele sker.

Det indgår nemlig i mit nye job at være med til at udvikle nye rejser med det sigte. Tror du, at jeg føler mig priviligeret? Den første tur blev offentliggjort i går: Energy Camp, en trænings- og velværerejse til Kreta i slutningen af april.

Med de trænere og med det program burde turen rumme al den forvandlingskraft, som gør deltagerne flyvende. Så når jeg kigger på billedet allerøverst i blogindlægget af det græskblå hav og de ledige liggestole, ser jeg ikke en afslappende charteridyl, hvor man skal ligge og sluge krimier fra morgen til aften.

Jeg ser nogle paradisiske rammer om en snarlig fysisk og mental energi-eksplosion, som jeg ved vil give genlyd længe efter. Både hos deltagerne, instruktørerne og hos mig selv.

Du kan læse mere om turen her

Du behøver absolut ikke være I FORM-læser for at tage med. Turen er for alle, der kan lide at træne – på ethvert ambitionsniveau – lækker, sund mad og godt selskab.

Så lige nu krydser jeg fingre for, at der melder sig nok læsere, og har sommerfugle i maven. Glæder mig til at samle på nye magiske forvandlinger og føle mig rørt og stolt, sådan lidt “second hand”. Og for første gang have et live-medie som min helt egen blog, hvor jeg kan lave små videofortællinger og skrive løs om alle de mennesker, der kommer til at tage en beslutning og lave en kovending i deres eget liv på turen og bagefter- og inspirere andre til at følge deres eksempel.

Ja, det var en lang omvej for at få indkredset bloggerlivets lykkestunder. Dem bliver der mange af på Kreta i april!

Efterlad en kommentar