Energi & velvære

EFTER 33 ÅR: LYKKELIG SKILSMISSE – OG ET NYT JOB AT ELSKE

– Send mig lige dit CV, så jeg kan skrive lidt om, hvem jeg har ansat, bad min fremtidige chef. Han tænkte vist ikke over, at jeg, der har arbejdet hos Bonnier, siden jeg var 23 og knap nok færdigudlært journalist, aldrig før har haft brug for at skrive sådan et.

– Gisp, tænkte jeg panikslagen. Jeg kan kun skrive én linje: Blev ansat hos Bonnier Publications i 1984. Groede fast og blev der i 33 år …

Selv om jeg i mine mange år som magasinchef har læst hundredevis af ansøgninger fra håbefulde jobansøgere, måtte jeg i gang med at google, hvordan man opbygger sit eget CV. Fordi jeg allerede havde fået papir på mit nye job (næh, du må læse videre for at finde ud af, hvad jeg skal!), var det både hyggeligt og godt for selvtilliden at rekonstruere 33 års arbejdsliv og konkludere, at der var masser at prale af.

Og bedst af alt: Hvis mit CV var en matematisk ligning for, hvad mit næste karriereskridt skulle være, så det sørme ud, som om jeg havde taget det helt rigtige.

Mavefornemmelsen havde nu for længst fortalt mig det. Jeg har takket nej til adskillige eksterne jobtilbud i årenes løb, fordi de ikke føltes rigtige, men 13. januar 2016, hvor jeg og min gode kollega Niels Christian var til møde på JP/Politikens Forlag om forskellige samarbejdsmuligheder på sundhedsfronten, mærkede jeg den for første gang: En spirende udlængsel.

Mens vi sad der i blid januarsol i smukke, gamle lokaler, der osede af atmosfære, lige rundt om hjørnet fra Rådhuspladsen, slog det mig nemlig, at hvis jeg nogensinde skulle vove mig uden for Bonniers mure, så skulle jeg havne her. Arbejde sammen med disse mennesker på den anden side af bordet, som havde præcis samme dybe kærlighed til mit kernestof som jeg selv. Måske kunne alle mine erfaringer med sundhedsformidling og de relationer, jeg havde bygget op til de bedste skribenter på området, komme til ære og værdighed i bøgernes verden?

Hvilken berusende fornemmelse. Med ét fik min jobhorisont større spændvidde, for hvor tit havde jeg ikke stillet mig selv det spørgsmål: Hvad havde jeg lyst til, når eventyret på I FORM sluttede?

Fandtes der overhovedet nogen derude med mod til at ansætte en 50+, der måtte antages at have særdeles dybe pælerødder og mos bag ørene efter 33 år på samme arbejdsplads?

Karriereeksperterne råder os jo til at skifte job hvert syvende år – mindst – hvis vi vil holde os attraktive.

Mødet den januardag mundede ud i, at I FORM og JP/Politikens Forlag udgav sidste års bestsellerbog “Tarme i topform” i det smukkeste samarbejde, og vi var i tæt dialog om nye projekter, da forlagschef Kim pludselig en morgen var i telefonen og fortalte, at han for en halv time siden havde fået en opsigelse fra forlagets sundhedsredaktør. Så holdt jeg ellers op med at trække vejret. Heldigvis kom han ret hurtigt frem til det spørgsmål, jeg mest af alt håbede han ville stille: Om det job kunne være noget for mig?

Om det kunne?! Jeg havde mest lyst til at brøle et gigantisk YES! ud i kontoret. Det lykkedes mig dog at svare forholdsvis kontrolleret, at det kunne vi da eventuelt godt diskutere.

Der var også andre kandidater i spil, og det var måske meget godt, for mens samtalerne med dem stod på, blev jeg tvunget til at mærke efter, om jeg virkelig vovede at skifte mit kernehåndværk, magasinerne, ud med bøger.

I flere dage bimlede jeg dobbelt-jetlagget rundt i Los Angeles og havde voldsomt travlt med at tjekke telefon hele tiden, for ja! Jeg ikke bare TURDE, jeg VILLE have det job.

Diverse samtaler og formalia senere er aftalen nu faldet helt på plads: Fra 1. juni bliver jeg redaktør på sundhedsområdet på JP/Politikens Forlag. Det blev offentliggjort i dag på både min gamle og min nye arbejdsplads, og jeg glæder mig som en vanvittig.


Mine to nye chefer, Kim og Lene, og en ny verden af bøger venter forude.

Men at komme så langt krævede endnu en handling, jeg aldrig havde prøvet før: At skrive en opsigelse og overdrage den til min nuværende chef, Jens, der lige var kommet glad og vindblæst tilbage fra Arktis og troede, vi skulle holde møde om noget helt andet.

Jeg har kendt Jens næsten lige så længe, som jeg har kendt Bonnier. Han overtog i sin tid mit job som redaktionschef på Illustreret Videnskab. Det var mig, der lærte ham at binde slips, da hans karriere tog fart på forlaget. Til gengæld lærte han mig at e-maile … Jeg var så privilegeret at have ham som chef og sparringspartner gennem mine første mange år på I FORM, og siden min exit fra chefredaktørstolen har han givet mig en hel stribe skønne og udfordrende projekter, som jeg har nydt at bygge op helt fra bunden. Bl.a. min helt egen sundhedsblog. Det har været nogle af de sjoveste måneder nogensinde i mit lange arbejdsliv.

Specielt et af projekterne forlader jeg på et lidt kritisk tidspunkt, men tænk: Jens blev SÅ glad på mine vegne! Jeg fik oven i købet et stort knus. Han kan også godt se, at det passer perfekt til mig at kunne arbejde med både længde og dybde på det felt, hvor jeg vidensmæssigt er som en fisk i vandet, og samtidig får lov at lære nyt.

At lave bøger er jo et håndværk, som jeg skal skoles op i, men det er jeg ikke det mindste bange for.

I de måneder, der er gået, siden jeg forlod I FORM, har mine læringskurver været nærmest lodret opadgående. Jeg tror ganske enkelt min hjerne har hungret efter at blive udfordret på helt, helt nye måder.

De næste to måneder vil jeg overdrage opgaverne i mit nuværende job til andre hænder. Bortset fra bloggen, der er min, men indtil videre bliver liggendei LIVs digitale univers. Og så skal jeg sige ordentligt farvel til mine gamle kolleger. Jeg kommer helt sikkert til at hyle den sidste dag. I spandevis!

Veninderne havde arrangeret surprisefejring af mit nye job i går aftes – med blomster og lyserød Crémant de Bourgogne …

Men det ændrer ikke ved, at jeg er stjerneglad. Stolt som bare fanden. Og siden jeg satte min underskrift på den nye kontrakt, har jeg sovet som en sten om natten og redet på bølger af nærmest utæmmelig energi i mine vågne timer.

Måske var det bare det, jeg trængte til: Et helt nyt job, luftforandring – og ikke surkirsebær, valnødder og alle de andre søvnfremmende remedier, jeg har testet her på bloggen? Så lige en opmuntring til alle jer andre, der sidder derude og tror, at karrieremulighederne er slut, bare fordi I har nået en vis alder og”glemte” at skifte job – formentlig fordi I elskede det, I havde i forvejen og var virkelig dygtige til det? Alt kan ske, hvis bare man tør være åben for mulighederne og tage springet. Lad os skåle på det.

 

 

 

Efterlad en kommentar