Energi & velvære Fra viden til hverdag Hamsterhjulet

De 4 eneste søvnråd, der virker for mig

Åh, shit! Jeg kan ikke engang høre solsortens go’morgen-kvidder endnu. Altså er det nat. Puh, det bliver en dag op ad bakke …

På langt de fleste områder lever jeg sundt. Men på ét område dumper jeg med et brag: Jeg sover for lidt. Ikke, fordi jeg ikke VIL sove. Jeg har sjældent problemer med at falde i søvn. Faktisk må jeg kæmpe for at holde øjnene åbne allerede fra ved 20-tiden, hvis jeg ikke holder mig i gang, og bliver jeg sat foran et fjernsyn, siger det BANG! – efter ganske få minutter. Problemet er, at jeg vågner alt, alt for tidligt og som ultra-A-menneske føler mig plimfrisk, selv om uret kun viser 3.04.

Derfor når jeg oftest kun at få 5-6 timers søvn og er forståelig nok træt om aftenen. Det sparsomme antal timer i Drømmeland får mig til at panikke endnu mere end nogensinde, for søvnforskerne kan efterhånden dokumentere de mest rædselsfulde følgevirkninger af at sove for lidt. Her i sommer interviewede jeg et par hjerneforskere med speciale i netop søvn på den store europæiske FENS-konference i København, og hvordan jeg end vender og drejer det, ser det skæbnesvangert ud for mig, hvis jeg ikke får knækket søvnkoden:

  • Jeg bliver dummere og muligvis dement, fordi hjernen ikke har tid til at rense nok affaldsstoffer væk. Det kan den kun, når jeg sover – mere end jeg gør.
  • Jeg får lettere depression – igen fordi hjernen ikke når at færdiggøre sit “renseprogram”.
  • Mine appetithormoner går amok, så jeg ikke føler mig mæt, men instinktivt forsøger at spise mig til det overskud, søvnen skulle have givet mig. Resultat: Ekstra kilo på sidebenene.
  • Jeg får øget risiko for at udvikle diabetes, forhøjet blodtryk, kræft og meget andet skrammel.

vågen om natten

Mødet med søvnforskerne fik mig til at indse, at jeg må finde flere og mere effektive metoder, hvis jeg vil undgå at ende som en dement, depressiv diabetiker. I løbet af den kommende tid skal jeg for alvor teste nogle af de nye spændende metoder for søvndepriverede sjæle.

Disse mennesker er på sporet af nye metoder, der er meget anderledes end dem, vi normalt bliver belært om, og det er så løfterigt. For os udmattede, kroniske nattefighere findes der nemlig ikke noget værre end andre (veludhvilede) mennesker, der gør sig kloge på, hvordan vi skal lære at sove. Hvis du har det som mig, ved du præcis, hvad jeg mener, og du har sikkert også gennemtestet hele arsenalet af gode råd. Her er de eneste, som jeg efter 15 år som søvnmaniac ved virker for mig. Men selv om jeg overholder dem, kan jeg langt fra føle mig sikker på, at jeg får sovet længe nok…

  • 1. Nul koffein efter kl.13: Jeg drikker én kop koffeinholdig te hver dag efter frokost. Nul kaffe, nul cola. Overskrider jeg min kvote, bliver jeg hyperaktiv og kan ikke falde i søvn. Et par stykker god mørk chokolade om aftenen er nok til at spolere min nattesøvn. Så ja, jeg er bestemt koffeinfølsom, men heldigvis findes der masser af koffeinfri alternativer, som smager aldeles strålende.
  • 2. Sluk for de lysende skærme senest kl. 18. Svært! Men det er helt klart sandt, at det blå lys fra mobiltelefon og ipad gør det sværere for min hjerne at gå på natsænkning, fordi den er blevet bombarderet med blåt lys, der får den til at tro, det er morgen.
  • 3. Smid snorkedyret ud af soveværelset – eller flygt! HRRRrorrrr, HRRRrorrr! Hvordan kan min elskede, der har så melodisk en stemme i dagtimerne, udsende så grimme lyde om natten?! Når først han går i gang med at snorke højlydt og inderligt, er der kun er én ting at gøre: Søge tilflugt i den modsatte ende af huset. Jeg har altid en opredt seng stående parat, så manøvren kan klares på under et minut uden at tænde lys. Den mulighed kræver plads, og jeg er så priviligeret at have den. Hvis sceneskiftet sker før kl. 2, falder jeg som regel i søvn igen.
  • 4. Sov på en sejlbåd. De vuggende bevægelser overvinder alle mine søvnbarrierer – uanset hvor meget der larmes omkring mig. Jeg sover dybt og længe og vågner op som et helt nyt menneske, når vi er til søs. Løsningen kræver dog en sejlbåd og er temmelig sæsonbetinget.

søvndyssende mad

 

 

 

 

Efterlad en kommentar