Bloggerliv Energi & velvære Hamsterhjulet

Farvel til 33 års magasin-symbiose

Hemmelige familieopskrifter, som jeg fik lokket ud af min mor. Bandbuller fra ophidsede chefer. Milde irettesættelser fra min bankrådgiver, når overtrækket blev for stort. Flabede julefrokostvers komponeret af mine kolleger. Kærlighedserklæringer fra min mand. Mine børns tegninger. Deadlines til magasiner, der udkom for mange år siden … Og stort set alt, som jeg har skullet huske, siden e-mails blev opfundet!

De sidste par uger har jeg betalt prisen for at være en doven hund, der har brugt en og samme mailbox – min arbejdsmail hos Bonnier – som navlestreng til alt og alle i mit liv, og værre endnu: anvendt søgeredskaberne i stedet for at slette og rydde op undervejs. År efter år efter år!

Alt for sent gik det op for mig, hvilket sorteringsarbejde det krævede at redde alle mine private korrespondencer, dokumenter, manuskripter, fotos, foredrag, film, musiknumre og diverse vigtige abonnementer ud af min gigantiske firma-gmail. Men eftersom jeg forlader Bonnier, bliver mailboxen jo lukket og slettet om ganske kort tid, så jeg har kæmpet mod tiden for at redde alt, hvad jeg ikke kan leve videre uden. Hvilket er en hel del!

Først nu, denne sidste aften i maj, begynder jeg at tro på, at det lykkes. Fire eksterne harddiske ligger foran mig, mens min computer og telefon, som jeg skal aflevere tilbage til min gamle arbejdsgiver, virker mærkbart lettede og hurtige i vendingen efter alt det, jeg har slettet fra dem.

Lidt mærkeligt er det nu. 33 år med magasiner blev det til. Fra i morgen handler min verden om bøger.

Det allermest mærkelige er, at jeg kan føre stort set alt, der er sket i mit liv i alle de år, både arbejdsmæssigt og privat, tilbage til ét og samme tilfældige møde.

Vi skriver maj 1984. Jeg står og kæmper med en mikrofilmmaskine på Universitetsbiblioteket i Fiolstræde for at finde gamle avisklip til min hovedopgave på Journalisthøjskolen. Ved siden af mig står en rigtig, færdiguddannet journalist i gang med research til et interview. Hanne Høiberg, præsenterer hun sig, og hun fortæller, at hun kort forinden har været med til at skrive de første artikler til et helt nyt magasin, Illustreret Videnskab, som jeg aldrig har hørt om.

Jeg er ganske vist fast besluttet på at blive skrivende dagbladsjournalist, men der er kamp om jobbene, så jeg sender en halvhjertet ansøgning til dette magasin i håb om at kunne tjene nogle penge, når jeg lige om lidt er færdiguddannet. Bare indtil ønskejobbet viser sig. Jeg fik sørme jobbet. Og fordi jeg fik det, fik jeg også jobs på en række andre fantastiske magasiner på forlaget – og tre ægtemænd (dog kun én ad gangen…) To døtre. De bedste kolleger – og de bedste venner. Oplevelser ude i den store verden. Og nu – et nyt ønskejob i en anden gren af mediebranchen.

Tænk, Hanne, hvis du var gået på café den dag for 33 år siden i stedet for Universitetsbiblioteket. Eller hvis jeg var blevet fem minutter forsinket, fordi jeg skulle tisse, så jeg gik glip af at møde dig. Hvordan havde mit liv SÅ formet sig?

Måske forbandede du din hjælpsomhed nogle år senere, hvor du sad som chefredaktør for Alt for Damerne og jeg som ditto for I FORM og vi kæmpede om nogle af de samme læsere, skribenter og annoncører. Især da I FORM overhalede Alt for Damerne i antallet af læsere… Men tak alligevel for alt med 33 års forsinkelse – og ikke mindst for mit nye job som sundhedsredaktør på Politikens Forlag fra i morgen.

Passet er lagt frem. Det er jo en terrorsikret dagbladskoncern, jeg bliver en del af, så jeg skal cleares. Og min gigantiske arbejds-tekop er nyvasket før vores fælles indtog i en helt ny verden.

Jeg er SÅ rejseklar. Og glad og lettet. Efter den dejligste afskedsreception i mandags, hvor jeg fik de varmeste knus, de skønneste gaver og en meget personlig tale fra min chef, Jens. Den stakkel! Det var tredie gang, han skulle finde på noget at sige til mig og overgå sine taler fra mit 25-års jubilæum og min 50-års fødselsdag.

Heldigvis lykkedes mig at gennemføre hele seancen uden en eneste tåre. De kom først, da jeg kom hjem og læste alle de søde, varme ord fra mine nu tidligere kolleger. Til hverdag går man jo ikke og fortæller sine arbejdskammerater, hvor meget man sætter pris på dem. Men når man pludselig skal undvære hinanden, kommer der ord på. For pokker da! Jeg vil skrive personligt tak til jer alle. Fra min nye PRIVATE mailbox … for lidt har jeg da lært.

Her er lidt fotos fra mandagens reception – tak, Jasmina, fordi du filmede løs. 


Det bedste af to verdener på receptionsbordet: Jordbær betrukket med mørk chokolade.  
Jesper er mit gamle forlags højeste chef – i mere end én forstand. Der er temmelig langt op, hvis man skal give et knus. Men jeg fik heldigvis tiltusket mig ét alligevel. 


Lydniveauet var heftigt, mens mine gæster ventede på farvel-talerne. De to vigtigste Jens’er i mit liv – min mand og min nu ex-chef – hygger sig.


Masser af gaver, 1000, 1000 tak. Både de og alle jeres søde ord gjorde mig meget rørt.


De to kæmpeorkideer fra gavebordet har fået havudsigt fra vindueskarmene i huset på Bogø.

Skumhjerter fra to Bonnier-veninder, som jeg ALDRIG giver slip på. Heller ikke i livet efter Bonnier.

Med dette pragtudstyr fra to nære mandlige ex-kolleger bliver jeg klart den mest luksus-hippe lugekone på Bogø.

Simon, som jeg har arbejdet tæt sammen med i de seneste måneder, havde oven i købet bagt en forrygende “viral” havregrynskage med marengs til mig. Du kan få opskriften på hans hjemmeside Cookingclub.dk.

Mary-Jo, der er AD’er på Bo Bedre, blev ansat på forlaget præcis samme dag som jeg – for 33 år siden.

Sund til det sidste: Meget kunstneriske gulerødder i alle andre farver end orange og en mægtig sund dip til.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efterlad en kommentar