Bloggerliv Energi & velvære

HURRA FOR MIN NYE LIV-LINE OG ET NYT TEAM AT ELSKE

Kommer du ikke ud og spiser frokost med os en gang i mellem?, spurgte de skønne kvinder, der laver magasinet Liv. Vi er en del af samme forlag, men Liv-redaktionen sidder på Frederiksberg og jeg i Bonnier-bygningen på Østerbro. Selvfølgelig, jeg kommer hjertens gerne til Frederiksberg en gang om måneden, forsikrede jeg. Og mente det!

Mon de opdagede den forrædderiske lille tåre i øjenkrogen? Men jeg er nok ikke den eneste, der lider af “os, der-engang-havde-en-hel-flok-at-spise-frokost-med-hver-dag-men-ikke-har-det-mere-syndromet”.

Os, som først opdager, hvor vigtig det er 1) at spise frokost, og 2) at holde en pause fra arbejdet midt på dagen, og 3) at tilbringe sin spisepause i godt selskab, hvor man tales om stort og småt – den dag, hvor man ikke har sit faste frokostteam længere.

Når jeg arbejder hjemme, glemmer jeg ofte at spise frokost, fordi jeg knokler på og glemmer alt omkring mig. Eller også opdager jeg det, desperat af sult, ud på eftermiddagen og kaster mig et eller andet i mig, der sjældent er helt lige så gennemtænkt sundt som grønsagsbunkerne i forlagets kantine. Maden hverken smager eller mætter helt så godt på den måde. Der mangler nemlig et vigtigt krydderi: Selskab!

De dage, hvor jeg er på forlaget, spejder jeg efter passende ofre, der ikke vil føle sig forstyrret af , at en uden for deres egen afdeling slår sig ned ved frokostbordet. Jeg kan nemlig godt huske, hvor irriterende det var, når man prøvede at spærre bordplads nok til alle sine faste medspisere, og der så pludselig satte sig en alien midt i det hele!

I dag arbejder jeg primært som en slags enmandshær uden forankring i en decideret afdeling. Men jeg samarbejder med mange mennesker i forlaget på kryds og tværs af afdelinger om de projekter, jeg er involveret i.

Friheden i mit nye job glæder jeg mig over hver eneste dag. Alligevel bliver jeg ind i mellem ramt i solar plexus af en borende ensomhedsfølelse, fordi jeg ikke længere er en del af et veldefineret hold.

Fx ved frokosttid. Og i særdeleshed mærkede jeg det, da det blev annonceret, at alle skulle indtage årets julefrokost sammen med deres afdeling. – Fedt, tænkte jeg småforbitret. Sikken fest jeg skal have med mig selv til bords og kun mig selv at skåle med i “min afdeling”. Det skal siges, at jeg siden har fået et par meget venlige invitationer fra andre afdelinger. Det gjorde mig vildt glad. Men inden da nåede konceptet lige at trigge ensomhedsknappen.

Besøget hos Liv var lidt af en øjenåbner. Jeg var ude på redaktionen for at fejre, at min blog nu officielt er indlemmet i Livs digitale univers. Den lille flok havde lige sendt et nummer af magasinet til tryk og trængte nok mest til at gå hjem og sove efter en hård slutspurt. De var ikke helt fuldtallige, men næsten. Som så mange andre magasinteams er de blevet skrumpet betydeligt gennem de senere år, og de, der er tilbage, må løbe hurtigere.

IMG_0295

Alligevel endte seancen som den skønneste hyggestund, hvor vi delte en flaske lyserød champagne og min testkollektion af små sunde superfood-julekugler, som jeg eksperimenterer med til næste blogindlæg. Og frem for alt snakkede vi! Dybt og længe, også om svære perioder af vores liv. Og vi kunne sikkert være blevet ved.

Åh, det er SÅ befriende at føle sig i sync med dem, man taler med. At mærke, at der er puls og nerve, genklang og passion og masser af livserfaring i den anden ende.

Liv skriver målrettet til kvinder, der har passeret de 40 år, med stor ærlighed og kærlighed og nul aldersfornægtelse, og redaktionen er knalddygtig til det. Og det var lige præcis sådan, vi snakkede sammen over champagnen. Det er ikke spor mærkeligt, at redaktionen og læserne har et meget tæt og symbiotisk forhold, som mange andre magasiner misunder dem.

Se, hvor fint Liv bød mig velkommen som blogger her

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg vil stortrives i Livs univers, for jeg føler mig allerede hjemme. Selv om man som blogger jo ikke er rigtig ansat på teamet, kan jeg tydeligt mærke den rare teamfølelsen boble frem i maven. Hold da kæft, hvor jeg har savnet den i det halve år, der er gået, siden jeg forlod I FORM.

IMG_0293

Hvis du er en glad Liv-læser, der lige er havnet på min blog, vil jeg bare sige varmt velkommen. Jeg glæder mig til at skrive til dig og forhåbentlig inspirere dig ind i mellem til at gøre livet lidt sundere og skønnere. Lov mig, at du ikke holder dig tilbage, hvis du har spørgsmål, ideer, ris eller ros til min blog. For det er jo i dialogen, vi bliver rigtig stærke.

Og så vil jeg glæde mig til at genoptage samtalen med flokken fra Liv til vores første fælles frokost. Den kan der kun komme noget godt ud af. Tak for invitationen!

IMG_0289

 

Efterlad en kommentar