Energi & velvære Træning

LASTEN, SOM LUKSUSFÆLDEN IKKE SKAL BLANDE SIG I

Et af mine skrækscenarier er at være med i “Luksusfælden” og blive stillet til regnskab for, hvor mange penge jeg bruger på løbesko og lækkert træningstøj i alle afskygninger. Hvor rædselsfuldt ville det ikke være at se eksperterne gennemtrævle mine skuffer og skabe og kasser under sengen og hive alle mine elskede træningsrekvisitter frem og regne på, hvor mange timer om ugen, jeg skal træne, hvor mange hundrede år, jeg skal leve, og hvor mange fødder jeg burde have for at nå at slide alt det udstyr op.

Det værste er, at jeg overhovedet ikke skammer mig. At blive begejstret over træningsudstyr med nye fikse finesser, der virkelig fungerer, er en af mine yndlingslaster. Velfungerende udstyr virker i den grad stimulerende på min træningslyst.

Når jeg rejser, er sportsbutikker lige så højt prioriteret på mine shopping-lister som madmarkeder og køkkenudstyrsbutikker.

Til gengæld er jeg nådesløs, hvis jeg bliver skuffet over et produkt. Hvis en træningstrøje ruller op, mens man løber, og lægger sig som en uflatterende pølse rundt om livet. Hvis en træningsjakke ikke har ordentlige lommer, hvor man kan have sin nøgle og helst også sin telefon. Hvis en sports-bh skærer sig ind i kødet på én eller skurrer ubehageligt mod brystvorterne. Eller hvis et par tights, uanset hvor seje de ser ud, langsomt glider ned over enden på en, mens man træner (og her skulle så IKKE komme kommentarer om, at den slags typisk sker, når ens hofte- og rumpepolstring overstiger et vist volumen).

Derfor er der også en udsøgt fornøjelse for mig at være en af de tre dommere, der har stået for finalistudvælgelsen i en helt ny prisuddeling, I FORMs Læserpris: Træningsfavoritter. Jeg føler mig i den grad rustet til opgaven!

Sammen med mine to meddommere, træningsekspert Frida Hallqvist og træningsudstyrsekspert Mai Libach Hansen, har jeg haft en fest med at vælge de bedste kandidater blandt de indkomne forslag i et hav af kategorier.

Det er ikke os tre, der skal vælge de endelige vindere. Dommerne er alle kvinder, der har en holdning og kærlighed til gedigent og lækkert træningsudstyr, og hvis du er en af dem, der deler min passion, skal du absolut afgive din stemme. På hele det træningsglade kvindekøns vegne! Så har du nemlig samtidig chancen for at vinde et udpluk af det bedste træningsudstyr til en værdi af 5000 kr..

Læs mere om konkurrencen her – eller gå direkte til afstemningen her 

Det er den eneste ulempe ved at være dommer: Jeg må ikke selv deltage i konkurrencen. Jeg kunne ellers godt have tænkt mig indtil flere af produkterne, og måske kunne jeg lige have opfundet lidt ekstra opbevaringsplads i en kasse oven på mine tætpakkede garderobeskabe …

Efterlad en kommentar