Energi & velvære Hamsterhjulet

MIT SVÆRE FARVEL TIL DRØMMEJOBBET

Gennem de seneste 18 år har jeg nydt det privilegium, som mange mennesker aldrig opnår: At have det job, jeg ønskede mig allermest – i hele verden: Som chefredaktør for I FORM.

Problemet med sådan et job er, at man på et tidspunkt skal sige farvel til det. Når man inderst inde er mæt, hungrer efter at blive stimuleret på nye måde, men bare ikke kan få øje på et andet job, man hellere (eller bare lige så gerne) vil have.

Mit forhold til I FORM er helt specielt: Jeg føler nærmest, at I FORM er min tredie datter. I præcis disse dage for 30 år var jeg I FORMs allerførste medarbejder, travlt optaget af at skrive de allerførste artikler.

At være med til at forme I FORM fra bunden og se det vokse fra ide til et rigtigt magasin er noget af det sjoveste, jeg nogensinde har været med til. Jeg kom med en baggrund som redaktionschef på Illustreret Videnskab med ansvar for det medicinske og psykologiske stof.

På I FORM fik jeg pludselig mulighed for at gøre den samme nye viden BRUGBAR for læserne, så den kunne gøre dem sundere og ikke bare klogere.

Det føltes SÅ indlysende rigtigt, og egentlig havde jeg ikke forestillet mig, at jeg nogensinde skulle noget andet.

Lige indtil jeg fik tilbudt at blive chefredaktør for Bo Bedre, og den slags siger man ikke nej til, når man også er passioneret indretningsfreak!

I skønne fem år åndede og levede jeg for Bo Bedre. Så fik jeg mine døtre, og da den yngste var fem måneder, fik jeg endelig, ENDELIG lov at blive chefredaktør for min gamle bladbaby I FORM, hvis stof var blevet endnu mere relvant for mig. Der sker noget med én, når man bliver forælder. Pludselig bliver det meget vigtigt at holde sig selv sund og i live. For man har jo børn at passe på.

Jeg var med hele vejen til udbygge I FORM til det moderne medie-brand, det er i dag: Med stort website, løb, rejser, bøger, apps osv. Jeg glædede mig til at gå på arbejde hver eneste dag!

Selv om bladverdenen udvikler sig hele tiden (og i øjeblikket absolut ikke i papir-magasiners favør), begynde visse opgaver i mit job på et tidspunkt at føles lidt trivielle. Fx når man for 17. gang skal finde på en artikel, der handler om at løbe 5 km for første gang – og i øvrigt løber den distance mindst tre gange om ugen selv og har prøvet at løbe meget længere.

“Tag dig sammen!”, sagde jeg til mig selv. “Hvis du vil beholde det her job, bliver du NØDT til at få en ide, der er ikke bare er mindst lige så god som alle de tidligere år. Den skal være bedre!”

Samtidig voksede mængden af arbejdsopgaver på mit bord betragteligt, samtidig med antallet af medarbejdere og kroner at gøre godt med svandt ind. Angsten for at ikke gøre det godt nok gjorde mig virkelig, virkelig bange.

Jeg begyndte at presse mig selv i en sådan grad, at det gik alvorligt ud over både nattesøvn, privatliv og arbejdsglæde. Til sidst stod jeg og græd af afmagt i kassekøen i Netto!

Gennem det seneste år har jeg vist taget samtlige tests af typen: 14 tegn på, at det er på tide at forlade dit job osv. Og hver gang måtte jeg konkludere: Ja, tiden er absolut moden. Min mand havde forlængst indset det og kunne med sin lægefaglige ekspertise se, at jeg var ved at køre mig selv helt i sænk, både fysisk og følelsesmæssigt.

Men jeg var ikke i stand til at tage beslutningen selv, for jeg kunne ikke se noget bedre alternativ, så jeg måtte have hjælp til det af min ledelse.

For mig var det en gave, at jeg selv nåede at konkludere, at navlestrengen skulle cuttes, før andre besluttede det på mine vegne. Men den bedste gave var næsten, at jeg i modsætning til mange andre ledere i min branche ikke bare fik ordre om at rydde mit skrivebord øjeblikkelig og blev smidt ned på gaden med en pose penge i nakken.

Jeg fik mulighed for at arbejde videre med det, som virkelig er min passion: At gøre den nyeste viden om sundhed brugbar og lystbetonet, men via alle mulige andre, og for mig, nye kanaler. Ikke mindst via denne, min helt personlige blog.

Og ja, der er masser af usikkerhedsmomenter i mit nye job, og jeg savner den daglige snak og pingpong med mit gamle team. Men de af dem, jeg var tættest knyttet til, kan jeg nu tillade mig at have som rigtige venner. Hvilken gave! Og hvilken lettelse at vide, at jeg ikke længere risikerer at skulle sige dem op en dag.

Frem for alt føler jeg mig igen priviligeret, for jeg glæder mig til hver eneste arbejdsdag, og ideerne vælter ud af mig i stride strømme. Jeg kan næsten ikke vente med at folde dem ud en efter en.

Er du også moden til at sige farvel til dit drømmejob? Prøv de 7 spørgsmål, som hjalp mig med at få afklaring, her.

4 kommentarer

  • Åh, kender det godt… Selvom mit drømmejobs-eventyr kun varede i 6 år, så VAR det drømmejobbet, drømmechefen, drømmekollegerne, jeg forlod for at springe ud i en endnu større drøm: at være selvstændig. Folk syntes, jeg var vanvittig. For jeg følte præcis for I Form, som du gør. Og selvom det nu er 16 år siden (gisp), jeg tog springet, er I Form stadig “mit blad”❤️
    Men intet slår følelsen af at være herre i eget hus 👍🏼

    • Søde Lotte, dine ord betyder mere, end du aner. Lige nu samler jeg på eksempler på gode kræfter, der tog springet væk fra det sikre job og skabte deres eget. Og du er klart en af de mest inspirerende. Nyd ferien!

Efterlad en kommentar