Diverse sundhed Energi & velvære

NEJ, SKAT, SELVFØLGELIG GRÆDER JEG IKKE

– Mor, hvordan skal du undvære mig?, spørger min yngste datter på 19 år bekymret, og straks får jeg dårlig samvittighed. Om få dage rejser hun til Australien for at læse på universitetet i helt et år, og hun skulle jo bare glæde sig.

I stedet for at tænke på mig, der ustandselig bliver grebet på fersk gerning med våde øjne ved tanken om, at nu er det nok sidste gang, jeg hænger hendes vasketøj op, sidste gang vi laver grøn middag sammen, sidste gang vi hygger med dynerne i sofaen foran en god film med popcorn – og alle de andre “sidste gange”, der pludselig bliver så uendelig kostbare.

– Jeg græder ikke. Jeg har fået noget i øjet. Eller: Jeg skræller bare løg, lyver jeg. Men hun gennemskuer mig. Og når hun opdager, at mine tårer triller, begynder hun også. Og så hyler vi begge to.

Lige indtil situationen bliver tilstrækkelig grotesk og vi begynder at grine.

Hvor meget jeg end glæder mig på hendes vegne over alt det spændende, hun skal opleve og lære, kan jeg ikke løbe fra, at jeg er ramt af det, som amerikanerne kalder ENS: Empty Nest Syndrome.

Som forældre ved vi det jo, fra det øjeblik vi står med vores nyfødte i armene, at vi en dag skal give slip på guldklumpen. Alligevel kan flytte hjemmefra-fasen virke voldsom og overvældende. Én ting er, at man rent intellektuelt fuldt ud accepterer, at ens yngste barn skal have sit eget liv. Med følelserne er det en anden sag.

Vi er helt inde at røre ved urkræfter; yngelplejeinstinktet, der pludselig får ordre om at afvikle sig selv. Jeg blev komplet overrumplet over, hvor meget min indre hønemor gik på vingerne.

Psykologer og psykiatere kan bekræfte, at forældre med tomme reder, og specielt mødre, er særlig udsatte for at udvikle depression, tristhed og sorg, en følelse af tab og ensomhed – og måske en regulær identitetskrise, hvis rollen som mor har fyldt meget i ens liv. For slet ikke at tale om, at man er mere tilbøjelig til at blive alkoholiker, når den yngste siger farvel.

Helt så galt kommer det forhåbentlig ikke til at gå med mig. Til gengæld kender jeg alt til de status-tanker, man uvilkårligt får, når en vigtig mission i ens liv er slut, nemlig at være mor til et barn, der bor hjemme hos én – i hvert fald halvdelen af tiden.

Var jeg den mor for hende, jeg gerne ville være? Var jeg der nok for hende – eller har hun følt sig svigtet, fx fordi mit arbejde har fyldt så meget? Har jeg rustet hende godt nok til at klare sig selv? Eller har jeg pylret og været for meget curling mom?

Heldigvis findes der selvhjælps-guides for sådan nogle som mig, og dem har jeg pløjet mig igennem for at være rustet til de kommende uger. Her er et koncentrat, hvis du skulle få brug for dem en dag – og ikke bare vælger den nemme løsning: at købe en hundehvalp …

1. FORBERED DIT BARN

På alle de praktiske ting, man skal kunne for at klare sig selv, hvis hun eller han ikke kan det i forvejen. Hvordan betjener man en vaskemaskine? Hvordan laver man helt simple måltider? Hvordan strækker man sine penge, så de varer hele måneden? Hvordan skal man opføre sig over for evt. roomies for at bevare det gode forhold og få hverdagen til at fungere osv.? Praktiske ting er lettere at lære sig via youtube end dem, der handler om etik, opdragelse og følelser. 

2. SKJUL DINE TÅRER OG FOKUSER PÅ DIT BARN

Din yngste kan sagtens gå rundt med usikkerhed i maven over alt det nye, hun skal opleve. Tal om, hvordan man bedst ruster sig til et spring ud i det ukendte. Øs ud af dine egne erfaringer med at lære at stå på egne ben – og mind hende om, at du aldrig er mere end en SMS eller facetime-samtale væk, hvis hun får brug for din hjælp – eller bare trænger til at høre en velkendt stemme.

3. AFTAL, HVORDAN I HOLDER KONTAKT

Vi, der får tomme reder nu, er SÅ priviligerede pga. alle de billige, effektive måder, vi kan være i kontakt med vores børn på. Også når de er i Australien.

I de første par uger kan det sagtens være, at I begge to har brug for meget tæt kontakt, men glæd dig på dit barns vegne i stedet for at føle dig svigtet, hvis du herefter kan mærke, at hendes behov for at holde fast i dig klinger af. Det er okay at blive spist af med en emoji i ny og næ. Især hvis den smiler! Det er tegn på, at hun trives.

4. GLÆD DIG OVER DINE NYE MULIGHEDER

Tænk, nu får du pludselig mere tid til at fordybe dig i ting, der interesserer dig. Vil du lære nyt? Genoptage en gammel interesse, fx ridning, tegning, tennis, fotografering? Vil du rejse mere? Lære nye mennesker at kende?

Nogle ægteskaber revner med et brag, når forældreopgaven er afsluttet, men det er langt fra typisk. Endnu flere forældre får et bedre og tættere ægteskab, når først de har sundet sig over deres tomme rede, fordi de pludselig får foræret en masse tid sammen.

I alle de år, jeg har kendt Jens, har jeg pendlet mellem yngste datter og lejligheden i Hellerup og mit liv sammen med ham på Bogø mere end 100 km væk. Jeg kommer helt klar til at være mere på Bogø fremover. Hans tre døtre gik på kostskole, så det er mange år siden, han oplevede den tomme rede selv. Men han været sød til at forsøge at forstå, hvad jeg går igennem i disse dage. Han har formentlig trøstet mange af min slags i sin konsultation! Og han glæder sig til at have mig mere omkring sig i hverdagene. Påstår han!

5. VÆR STOLT AF DIT BARN – OG DIG SELV

Og DET er jeg! Tænk, at jeg er mor til et barn, som tør rejse helt alene om på den anden side af jordkloden. I et helt år uden at kende et øje. Hun er SÅ modig og så dygtig, og jeg glæder mig til opleve med “second hand” gennem ethvert lille livstegn.

Helt ærlig: Er det ikke lige præcis den selvstændighed, jeg har ønsket at give hende med i bagagen? Absolut! Og en helt logisk konsekvens af at introducere hende for nuttede kænguruer, koalaer og possums fra hun var ganske lille … Og meget farligere dyr.

Så i virkeligheden græder jeg bare, fordi jeg er stolt af dig, skat. Og glad! Du er SÅ flyvefærdig.

Efterlad en kommentar