Diverse sundhed Energi & velvære Fra viden til hverdag

SÅ MEGET STYRER MAD DIN PERSONLIGHED

Er du altid festens midtpunkt? Er du et rodehoved? Har du et stort ordforråd? Bliver du let stresset? Er du perfektionist? Bliver du såret, når folk kritiserer dig?

Jeg har lige siddet og svaret på side op og side ned af den slags spørgsmål – og derefter minutiøst gjort rede for, hvor ofte jeg indtager mandler (hver dag), mørk chokolade (hver dag), yoghurt (hver dag), rødt kød, løg, asparges, alkohol og en hulens masse mere.

Desuden har jeg sendt en fiks lille pakke med mine tarmbakterier afsted til analyse i Californien. Det krævede lidt overvindelse, men jeg klarede det sørme uden at ørle. Og pakken blev meget grundigt forseglet!

DSC_7581

Jeg er nemlig forsøgskanin i et uhyre spændende forsøg på Oxford University, der går ud på at afdække, hvor meget vores personlighed bliver styret af bakterierne i vores tarme – og dermed i betydelig grad af den mad, vi propper i os.

Min mand håber sikkert stærkt på at få en liste over madvarer, der kan gøre mig mere modig, når vi står på ski, og forvandle mig til et ordensmenneske. Og tænk, hvis jeg på grønthandlerens hylde kan håndplukke de madvarer, som giver ro i bøtten og får mig til at sove lidt længere. Det er næsten uudholdeligt at skulle vente på resultaterne!

Forskerne ved allerede en del om, hvordan tarmbakterierne påvirker psyken hos forsøgsmus:

– I laboratoriet kan forskerne i dag lave ængstelige mus, stressede mus, glemsomme mus, deprimerede mus, autistiske mus, eventyrlystne mus og lykkelige mus. Simpelthen bare ved at ændre på sammensætningen af bakterier i deres tarme, skriver min journalistkollega Irene Brøndum i en ny fremragende bog, Tarme i Topform, hvor hun teamer op med professor Oluf Borbye Pedersen, en af verdens absolut førende forskere, når det gælder tarmbakterier.

– Hvis man tager en gruppe ængstelige mus og en gruppe nysgerrige mus og bytter rundt på deres tarmbakterier, begynder de mus, der før var overforsigtige, pludselig at blive dristige og omvendt. Hvis man fjerner samtlige tarmbakterier, går det helt galt. Musene udskiller markant flere stresshormoner, bliver depressive, lider af angstanfald, får inflammation i tarmene og producerer mindre af et stof der hedder BDNF, som har betydning for hjernens vækst og hukommelsen.

Uden bakterier i tarmene har musene svært ved at genkende deres musevenner og er slet ikke interesserede i social kontakt – en adfærd, man typisk ser hos autister, forklarer hun videre.

Hvis du ligesom jeg er dybt fascineret af alle de aspekter af din sundhed og dit velbefindende, som afgøres af mikroskopiske bakterier i dit tarmsystem, er Tarme i Topform et must.  Specielt fordi den nyeste, dokumenterede viden bliver “oversat” til opskrifter på velsmagende hverdagsmad med guf til alle de bakterier, der skubber dit velvære, din energi og dit helbred i den positive retning, og udsulter de fjendtligsindede bakterier, der gør dig sur, træt og syg.

 

tarm i topform-slide

Se min lille film med opskriften på professor Oluf Borbye Pedersens grønne energigrød, som fyrer op under dit humør allerede fra morgenstunden, her:

 

2 kommentarer

  • Jeg er autist, og det var en fin artikel, lige til du skrev om “autistiske mus” – man kan ikke måle det i mus, det er noget der er specielt ved mennesker.
    I øvrigt, så er det du siger om autister ikke sandt. Vi vil GERNE være sociale, men når man får nederlag på nederlag, så giver man på et tidspunkt som regel op. Vi VIL gerne, men kan ikke altid finde ud af det. Og så kan vi altså godt genkende vores venner! Men folk vi ikke ser så tit, kan det være sværere at genkende, især hvis man får en ny frisure, nye briller osv.

    Jeg er gået til at spise 100% plantebaseret mad, og har derfor vendt alt på hovedet, men der er ikke sket noget i forhold til min autisme. Det er neurologisk og arveligt og har ikke noget med tarmene at gøre.
    Hvor bliver jeg dog træt af de her fordomme og kvaksalver-pis… har hørt fra idioter mange gange, at jeg bare skulle ændre min kost eller feks undgå gluten, så er jeg ikke autist mere nærmest. Guess what, intet af det hjælper eller er sandt!!!! Bliver så arrig når folk spreder den slags løgne pga. mus der opfører sig anderledes – ikke lig med autisme, men tværtimod lig med IDIOTI at drage den konklusion.

    • Kære Charlin

      Tak for din kommentar. Jeg skal nok sætte mig bedre ind i autisme, så jeg ikke skriver noget, der er forkert eller kan virke stødende. Jeg har min viden fra forskere, men de er jo specialister i tarmbakterier og ernæring og har derfor en anden indgangsvinkel.

      De bedste hilsener og godt nytår
      Karen

Efterlad en kommentar