Energi & velvære Hellerup vs. Bogø Superfoods

SÆT LÆKKERIERNE TIL VÆGS OG SPIS SUNDERE

Jeg taber underkæben af benovelse og misundelse, hver gang jeg står foran krydderi- og nøddebaren i Whole Foods Marked, supermarkedskæden med sund, naturlig mad, som hører hjemme i USA, men også har aldeles strålende filialer i England. Ih, hvor bliver man inspireret til at kaste sig ud på de vildeste kulinariske smagsekspeditioner!

Datter Martine og jeg tilbragte en hel efterårsferie-formiddag i vores yndlings-Whole Foods i London på 63-97 Kensington High Street med at gå på kulinarisk skattejagt. Her ses den ene fløj af butikkens superfood-bar med økologiske krydderier, nødder, gryn og andet godt – lige til at veje af i præcis de mængder, man skal bruge.

IMG_4358

Det sjove er, at jeg i forvejen har næsten alle sundhedsbarens indslag derhjemme. Jeg ser dem bare ikke, for de er gemt af vejen i skabe og skuffer.

I lejligheden i Hellerup er de ekstra svære at få øje på, for da jeg indrettede nyt køkken, nænnede jeg ikke at bede vores gode håndværkerven om at korte soklerne af, så skabene kom til at passe til mit 1,65 cm lave korpus. Med det resultat, at jeg nu enten skal have tårnhøje hæle på for at se, hvad der gemmer sig højere oppe end på nederste hylde af overskabene – eller bestige en skammel.

Af lutter dovenskab strækker jeg ofte en arm ind i blinde, føler mig frem og trækker et eller andet ud – og så håber jeg, at det passer bare nogenlunde til den ret, jeg har i tankerne :·)

I køkkenet på Bogø var det lykkedes os at få mast en hel kryddeributik ned i en sagesløs skuffe. Både Jens og jeg kunne blive fuldstændig desperate, når vi i en flyvende fart med boblende gryder omkring os skulle finde muskatnødderne, men kom til at vende bunden i vejret på posen med på syv slags chilipulver fra et ungarsk marked, så røde støvskyer steg til vejs og dryssede ned overalt og gav os krillerhoste.

Til sidst orkede man næsten ikke at lede efter noget som helst – og gik ned til Brugsen efter en ny pose eller bøtte krydderi for at slippe for en strabadserende eftersøgning.

IMG_4556

Men nu er hele sortimentet kommet frem til ære og værdighed – efter Wholefoodsk forbillede. Ingen færdiglavet krydderihylde kan tilnærmelsesvis rumme vores samling af smagsgivere, så i køkkenet på Bogø har Jens nu tilpasset fire gallerihylder fra Ikea og skabt en halv krydderivæg.

Imens har jeg systematisk støvsuget otte Netto-butikker for pæne, enkle krydderibøtter, så jeg har nok til at udvide samlingen, når Jens vænner sig til tanken om række fem og seks,. Og jeg har lavet små navneskiltet til dem, så ingen i skyndingen forveksler verdens fyrigste paprika med kanel.

IMG_4555

I lejligheden har første step været at etablere en hylde, hvor mine yndlingsnødder står og hygger sig sammen med chiafrø, quinoa, grækarkerner og andre gode glasegnede ting, som jeg er slem til at glemme, at jeg har.

Også her er jeg i fuld gang med at planlægge en ekspansion af hyldesystemet. Et oplagt projekt vil være en samling af mine mere end 50 forskellige teer, men det kræver en meget stor væg, som jeg ikke lige kan få øje på.

DSC_9143

Allerede efter få dage som nøddebartender kan jeg konstatere, at det inspirerer mig til at spise mere opfindsomt og varieret, når jeg går og kigger på de mange forskellige sunde sager. Ikke bare til aftensmad, men også om morgenen. Det ser oven i købet voldsomt hyggeligt ud, og så har det frigjort værdifuld ekstraplads i skuffer og skabe, så jeg nu kan gemme (og glemme) endnu flere godbidder.

IMG_4592 (1)

Det sjove er, at jeg langt fra er den første, der finder på at bruge gallerihylder til krydderier. I burde markedsføre dem til netop det brug, Ikea og Bilka (som også har en version). En stenkast fra os på Bogø bor fx madekvilibristerne Jane og Kjeld, og de har om muligt endnu flere små glas fyldt med eksotiske specialiteter i deres køkkengalleri. Alene af den grund må jeg snarest have flere hyldemeter. Dette udvikler sig HELT klart til en konkurrence!

Efterlad en kommentar