Superfoods Test-laboratorium

TEST: KAN DU SLUGE KAMELEN?

Så  har jeg smagt det med – kamelmælk.

Nomaderne i Nordafrika har drukket det i årtusinder og mener, at det kan helbrede en lang række sygdomme. Nu har en dansk ildsjæl og entreprenør, Pernille Lykke Christoffersen, startet en dansk import af kamelmælk, så man kan købe det i en række butikker landet over.

DSC_8207

Selv er jeg ikke den store mælkedrikker, så jeg fandt to mere kvalificerede og modige smagsdommere, Bjørk og Ellen, på mine børns gamle folkeskole, Skovgårdsskolen i Charlottenlund. I min lille film kan du følge deres spontane reaktion.

DSC_7694 flad

Men hvad siger videnskaben: Hvad er det, kamelmælk kan, som komælk ikke kan? Hvorfor er det, det skal flyves hertil, når vi har markerne fulde af køer? Når mælken skal rejse så langt, bliver den jo også kostbar: En liter koster ca. 135 kr.

Desværre kan man ikke lige ryste det afgørende argument ud af ærmet endnu, for kræver mere forskning at afdække de sundhedsmæssige virkninger. Fx om kamelmælk er særlig godt for diabetikere og ligefrem beskytter mod diabetes. Kamelmælk bliver ofte markedsført på, at der er insulin i det, altså det hormon, som regulerer mængden af sukker i blodet og som især type-1-diabetikere må sprøjte sig med hver dag.

DSC_8172

Egon Bech Hansen, professor ved DTU Fødevareinstituttets forskningsgruppe for Tarmmikrobiologi og Immunologi og DTUS tovholder i et stort DANIDA-finansieret kamelmælksprojekt, sætter dog spørgsmålstegn ved insulinindholdet i kamelmælk.

– Jeg tror ikke på, at kamelmælk indeholder insulin, siger han. Og hvis det gjorde, tror jeg ikke, det vil give den påståede virkning. Man kan jo ikke give insulin oralt. Der er en grund til, at diabetikere sprøjter det direkte ind i blodkarrene.

– Til gengæld tror jeg en lille smule på de studier, der viser en gavnlig effekt for diabetikere; men det må skyldes andre mekanismer, som også gælder komælk og andre mælketyper. Det er i hvert fald for tidligt at sige, om kamelmælk har større effekt mod diabetes end andre slags mælk.

DSC_8176

Kamelmælk bliver også markedsført på, at det minder mere om modermælk end nogen anden type mælk.

Til det siger Egon Bech Hansen: – Det er en lidt pudsig påstand. Ligheden mellem kamelmælk og modermælk handler ikke stoffer, som finder i mælken.  Derimod om, at der er et bestemt stof, de ikke indeholder: beta-lactoglobulin, som er det dominerende valleprotein i komælk.

Fordi kamelmælk mangler dette valleprotein, nævnes det som en af plusvirkningerne ved kamelmælk, at mennesker med mælkeallergi tåler det bedre end komælk.

Det kan Egon Bech Hansen bedre gå med til. – En typisk dansker tåler sagtens beta-lactoglobulin, men mælkeallergikere kan være overfølsomme over for det. Og hvis beta-lactoglobulin er det eneste protein i komælk, de er allergiske over for, vil de godt kunne tåle kamelmælk.

DSC_8143Han tror, at kamelmælks største potentiale er, at man kan laves en form for babymælk af det, som børn ikke så let bliver allergiske over for, netop fordi det ikke indeholder beta-lactoglobulin.

Men hvis du får chancen, skal du næsten prøve at smage selv. Ud fra min lille smagstest på Skovgårdsskolen vil jeg gætte på, at det har et stort potentiale til børnefødselsdage, nu hvor det er nyt og spændende. Kameler er seje dyr!

Og den mælkevariant, der indeholder dadel, gled lige ned hos alle voksne, jeg har serveret den for. Krydret og lækkert cremet på en lidt karamelagtig måde. Næsten som flydende slik.

Du kan læse mere om kamelmælk her.

kamelstart

STOR TAK til Dronningmølle Kameludlejning, fordi jeg måtte komme forbi og hilse på min nye ven.

Efterlad en kommentar