Opskrifter

TJENER!? DER ER FRØ I MIN RISALAMANDE

Jeg sad lige og følte mig voldsomt begejstret over mine tre varianter af risalamande, som jeg havde pillet risen ud af, og lavet med yderst begrænsede mængder af sukker. Bløde, cremede og spækket med mandler er de, og en hel del sundere end den klassiske med grødris, der slet ikke kan prale af alle de gode kostfibre, proteiner, gode fedtstoffer, vitaminer og mineraler, som quinoaen og chiafrøene kan.

Jeg så for mig, hvor godt det ville være at rejse sig fra julebordet uden at føle sig speedet og handlingslammet på én gang med maven spilet ud af hvide ris, sukker og piskefløde.

Pludselig lyder det med dyb, alvorstung manderøst fra fjernsynet: “Man må ikke modernisere julen. Det vil være en dødssynd”. Et øjeblik blev jeg bange for, at DR1 var begyndt at overvåge mig gennem mit Smart-tv, men det er heldigvis en indigneret ældre herre i julemandskostume, der har fået taletid i en lille sjov historisk reportage: Julen Tur/Retur om vores julemad.

Måske så han julerødt pga. det næste klip, der bliver vist: Tv-køkkenet fra 1984. Jeg troede det var løgn, da tv-kokkene ligesom jeg også gik i gang med at lave risalamande med et twist. Deres stunt var dog at putte ananas i den. Ananas?! Ja, dengang i 1984 var det lige så hot, som quinoa og chiafrø er det i dag.

Jeg kan  ikke lade være med at grine lidt. For hvem ved, om mine risalamande-variationer virker lige så latterlige om 30 år som den totalt kiksede ananas-kreation? Men hvis man nu elsker smagen af den kølige, hvide masse og den blanke, krydrede kirsebærsovs og godt kunne tænke sig at spise endnu mere af det i løbet af december og slippe nogenlunde godt fra det, så er det fuldt ud muligt at lave varianter, der smagsmæssigt kommer uhyre tæt på “den ægte vare” uden at være helt lige så usunde. Takket være de gode, sunde “grødfrø”. Beklager, julemand.

DSC_0151 (1)

Chia-alamanden, før der kom kirsebærsovs på. Man kan godt se de lidt mørke chiafrø, der er svulmet op i mandelmælk natten over i køleskabet.

DSC_0190

Jeg brugte selvfølgelig  lyse quinoa for at få desserten til at ligne rigtig risalamande. 

I går holdt jeg finaleafstemning mellem quinoa-alamanden og chia-alamanden som afslutning på et intensivt møde inde på forlaget med meget seriøs og sund dagsorden. Quinoaen vandt med samtlige dommerstemmer med det argument, at den ligner den klassiske risalamande mest, både hvad angår smag og konsistens, men chiaen fik også mange pæne ord med på vejen.

IMG_6034

I den tredie opskrift går jeg helt amok i kirsebærsovs, der for mig er det ultimative trækplaster ved risalamande. Næst efter udsigten til at score en mandelgave, selvfølgelig, for sportens skyld. Kirsebærvarianten testede jeg for nylig på 13 trætte jægere, der forinden havde konsumeret syv retter mad, og alligevel spiste de stort set allesammen op og så tilfredse ud.

IMG_5916

Kirsebærvarianten fik ristede mandler og nødder på toppen. Her er det bare en lille mundsmag som del af en  større dessertsymfoni, men skal den stå alene, kan folk godt spise væsentlig mere af den pga. yoghurten, der gør den frisk og let. I den nederste version gemmer mandlerne sig nede i den cremede masse. Måske er det den, jeg selv allerbedst kan lide.

DSC_0140

Hvis jeg var et ordentligt menneske, skånede jeg naturligvis familien for eksperimenter med risalamanden selveste juleaften. Jeg fornemmer en vis mathed hos dem, fordi de altid skal smage på alting og have en mening om det, især når de bare er sultne. Men omvendt kunne det også være alle tiders anledning til at blindteste, om de virkelig kan smage forskel på risalamande og fx quinoa-alamande.

Hm, det har jeg 10 dage til at fundere over.

QUINOA-ALAMANDE

DET SKAL DU BRUGE:
(4 personer)

2 dl quinoafrø – den lyse variant.
1 liter minimælk eller mandelmælk
150 g mandler
1 vaniljestang
4 dl piskefløde
1 knips salt
1 spsk rørsukker (eller en antydning Sukrin eller Stevia, hvis du kan lide den slags)

IMG_6027

SÅDAN GØR DU:
1) Skyl quinoaen grundigt i flere hold vand, så du får skyllet bitterstofferne af dem. Læg dem i blød i vand i gryden til næste dag.
2) Hæld vandet fra, kom mælk i gryden og lade det koge ved svag varme i 35-40 minutter sammen med saltet og vanillestangen, som du har flækket og delt i fire og skrabet vanillekornene løs fra. Rør flittigt, så det ikke brænder på. Quinoafrøene skal åbne sig og være helt bløde.
3) Fisk vanillestænglerne op. Smag til med sødme.
4) Lad quinoaen køle helt af.
5) Imens lægger du mandlerne i kogende vand, smutter dem og blander os i.
5) Pisk fløden og bland den forsigtigt ned i quinoa/mandelmassen, så den stadig er luftig.
6) Ind i køleskabet med den, til den skal spises.

TIP: Hvis du undlader piskefløden, kan du spise den lækreste quinoagrød, gerne ligesom risengrød med kanel og smørklat.

CHIA-ALAMANDE

Denne variant kan laves uden komfur. Men den kræver et køleskab og en elpisker.

DET SKAL DU BRUGE
(TIL 4 PERSONER)

8 spsk. chiafrø
6 dl. minimælk eller mandelmælk
1 spsk lyst rørsukker (eller 1-2 spsk. Sukrin)
150 g  mandler
1 vanillestang
4 dl piskefløde

IMG_6026

SÅDAN GØR DU:
1) Læg chiafrøene i en skål sammen med mælk og sukker. Flæk vanillestangen på kryds og tværs og læg den ned i frøene. Lad det hele trække natten over i køleskabet, så de bliver til en tyktflydende gele.
2) Smut og hak mandlerne og tilsæt dem.
3) Pisk fløden og bland den forsigtigt ned i chiageleen.

TIP: Hvis du undlader piskefløden, kan du spise chiagrøden, som den er – eller med kanel og smørklat eller en håndfuld friske bær. Ligesom quinoagrød smager det himmelsk. Og er en lidt sundere løsning.

KIRSEBÆR-ALAMANDE

Jeg var så heldig at have et restparti af de lækreste surkirsebær i fryseren fra sommerens besøg hos vores gode ven Philip, der har en kæmpe kirsebærplantage på Lolland. Hvorfor jeg hamstrede kirsebær, kan du læse om her. Af hans bær har jeg lavet den dejligste kirsebærsovs og kirsebærsaft med væsentlig mindre sukker end normalt. Men du kan også købe både kirsebærsovs og kirsebærsaft uden tilsat sukker.

DET SKAL DU BRUGE:
(4 personer)
1 glas kirsebærsovs
600 ml græsk yoghurt
4 dl piskefløde
2 spsk lyst rørsukker
150 g mandler
6 små blade husblas
1 dl kirsebærsaft (helst usødet og med surkirsebær, som trods navnet er dejligt søde)

SÅDAN GØR DU:
1) Smut og hak mandlerne
2) Læg husblassen i blød i 10 minutter, et blad ad gangen. Alle blade skal være dækket helt af vand. Pas på, de ikke klumper sig sammen.
3) Bland kirsebærsovs, græsk yoghurt, sukker og mandler godt sammen i en skål
4) Vrid husblassen og smelt den i en lille gryde sammen med kirsebærsaften
5) Når husblassen er helt opløst, hældes den ned til kirsebærblandingen
6) Pisk piskefløden, så den kun er halvvejs stiv, og bland den forsigtigt i kirsebærmassen
8) Hæld det hele op i en skål. Ind i købeskabet med det hele.
9) Lad det stå og stivne i minimum fire timer.
10) Pynt evt. med et smukt bær eller hakkede, ristede mandler.

TIP: Drop husblas, piskefløde, kirsebærsaft og og sukker og spis i stedet den græske yoghurt med kirsebærsovs og masser af mandler.

SUNDE GEVINSTER i forhold til klassisk risalamande:
★ Både chiafrø og quinoa er markant bedre for blodsukkeret end hvide ris, der mest er tomme kalorier
★ De indeholder mange flere kostfibre: Chia hele 34 g pr. 100 g, quinoa 3 g pr. 100 g mod ingenting i hvide ris
★ Vitamin- og mineralindholdet er langt større i chia og quinoa
★ Kirsebær-alamanden har gode probiotiske bakterier fra yoghurten og sunde antioxidanter i kirsebærrene
★ Især chia-versionen rummer nyttigt omega-3-plantefedt.

 

 

 

 

 

 

Efterlad en kommentar