Bloggerliv Energi & velvære

TUDEKIKSENE ER AFLYST: DER ER HELT RO I BØTTEN

Hvornår kommer reaktionen? Det spørgsmål har jeg stillet mig selv mange gange i det sidste halve år. Hvordan kan det passe, at min arbejdsglæde vokser dag for dag, når jeg har sagt farvel til drømmejobbet som chefredaktør for I FORM, som nåede at fylde mit arbejdsmæssige univers (og en hel del mere) i sammenlagt 20 år? Vil jeg pludselig en dag vågne op og føle mig rodløs og bundulykkelig? Gå i panik?

Mens jeg arbejdede på I FORM, var bevidstheden om, at eventyret en dag skulle slutte, en af de mest ubehagelige tanker, jeg kunne plage mig selv med. Lidt ligesom det faktum, at man en dag skal dø. Derfor har det overrasket mig, at der ikke er kommet en eller anden boomerang-effekt, da jeg endelig sluttede.

I stedet har jeg hver dag prist mig lykkelig for mine nye, afvekslende arbejdsdage, som jeg i store træk selv kan tilrettelægge, så mit pendlerliv hænger sammen. Og specielt nyder jeg hvert et minut, hvor jeg kan hygge mig med min blog, når jeg synes, jeg har noget nyt, spændende eller sjovt at fortælle om.

Læs om mit hovedspring udi blogosfæren her

Måske blive jeg først oversvømmet af smerte eller galdegrøn jalousi, når min endelige afløser bliver fundet? Når en yngre, friskere redaktør vil sætte min egen voluminøse anciennitet i relief og få mig til at føle mig  – ja, som fortid?, tænkte jeg bekymret. For nylig læste jeg en grusom redegørelse for, hvor mange gode kræfter og karrierer, der bliver spildt på grund af jobmæssig jalousi og bitterhed, og jeg ville nødig havne som en del af den statistik.

Men tænk: Den bekymring kunne jeg helt have sparet mig. Nu er det blevet offentliggjort, at I FORMs nye chefredaktør hedder Sara Møller Christensen, og det eneste, jeg føler, er en kolossal glæde og lettelse.

Selv om I FORM ikke længere er “mit” blad, kan jeg umuligt være ligeglad med, hvem der skal føre det og redaktionen videre. Kærligheden til magasinet og ønsket om, at det skal klare sig godt, sidder dybt forankret i mig. Sara er både stjernedygtig og sjov, og jeg glæder mig oprigtigt til at se, hvordan hun vil twiste det stof, jeg boksede med så længe, i en ny retning og få “mine” gamle skønne, fantastiske, dedikerede medarbejdere til at blomstre igen.

Til lykke til Sara og til lykke til I FORM, som får hende i 30 års jubilæumsgave. Så frygtelig længe siden er det nemlig, at første nummer kom på gaden, konstaterede jeg, da jeg i dag ledte efter billeder på et gammelt USB-stick og tilfældigvis faldt over det mere end halvvejs antikvariske filmklip i toppen af bloggen.

Som bladets første journalist og selvudnævnt ekspert i tropiske frugter var jeg dengang blevet inviteret i studiet hos Shi-bi-dua-forsanger og studievært Michael Bundesen og hans medvært Ellen Hillingsø på den forlængst lukkede københavner-tv-station Kanal 2 for at redegøre for, hvordan man dissekerer og spiser en hel kurv fuld af eksotiske afgrøder, som var meget nye og moderne dengang. Og naturligvis gøre reklame for ikke bare Danmarks, men hele Skandinaviens første crossborder-magasin om sundhed.

Screen Shot 2017-01-11 at 20.09.13I FORM er heldigvis blevet kønnere med årene!

Jeg kunne ikke lade være med grine over det gensyn. Hold da op, hvor meget har ændret sig siden. Ikke mindst tempoet og professionalismen på morgen-tv! Jeg har endda  halveret filmklippet …

Ellen fik efter Kanal 2 sin flotte skuespillerkarriere og har en stærkere og smukkere udstråling end nogensinde. Michael Bundesen fik for seks år siden på tragisk vis en blodprop i hjernen og lever i dag et tilbagetrukket liv. Jeg fik alt i alt 20 dejlige år på I FORM, indtil jeg havnede på Media Watch’s nærmest endeløst lange “svingdørsliste” over mediebranchens vigtigste jobskifter i 2016, og har nået at få både døtre og bunker af livserfaring uden for Bonniers mure.

Jeg har ikke spist “stjernefrugt i metermål” siden programmet. Til gengæld har jeg pløjet mig gennem tonsvis af andre spændende råvarer, som ingen havde hørt om dengang.  Og hvis nogen havde fortalt mig, at optagelsen med de tropiske frugter 30 år efter den kolde, blæsende og regnfulde morgen i 1987 ville lande på noget, der hed “en blog” eller “facebook”, ville det have krævet mange og lange og indviklede forklaringer, som jeg alligevel ikke havde troet på.

Men nu fik I det altså, som mit sidste I FORM-flashback. Som et tankevækkende vidnesbyrd om, hvor hurtigt tiden flyver afsted og at alting har sin tid. Både stjernefrugter, 80er-frisurer, tv-kanaler, chefredaktørtitler og drømmejobs.

Til gengæld kommer der nye til inden for alle genrer, og det gælder bare om at tage dem til sig med nysgerrighed og passion i stedet for at græde snot over det, der forsvinder.

 

 

1 kommentar

Efterlad en kommentar