Opskrifter Superfoods

10 GRUNDE TIL AT ELSKE VALNØDDER (OG HADE KRAGER)

DSC_8828

Hvad er det, der siger rrrrr-rrrrrr og bask-bask-bask, hver gang vi åbner havedøren? Det er årets valnøddehøst, der flyver væk i næbbet på hoverende krager, alliker og andre tyvagtige sortfugle, der af samme grund ikke kan artikulere ordentligt og sige deres sædvanlige krraaah.

De sorte slyngler plyndrer systematisk vores gamle valnøddetræ og dumper nødderne med vilje, lige ned på Ålborgvej foran vores hus, så skallerne splintres i faldet. Skulle en nød eller to alligevel overleve, sidder fuglene bare og venter på, at landmand Kjeld kommer tøffende i sine tonstunge traktor, lykkeligt uvidende om, at han har fået bijob som nøddeknækker.

Arrrrgh!, klager Jens forbitret og skuler anklagende op på fuglene, der sidder og basker oppe i trækronen. Jeg kunne ikke have udtrykt min egen ærgrelse mere præcist.

– Kan du ikke hente jagtgeværet skyde dem ned? Nødderne, altså. Ikke fuglene, Måske bliver kragerne oven i købet lidt bange og holder sig væk de næste par dage, forslår jeg. Jeg ser uanede muligheder i at have giftet mig med en mand, der kan betjene et jagtgevær, og han praler jo altid af sin træfsikkerhed. Hvor svært kan det være at skyde stilken over på et par kilo valnødder, der hænger helt stille?

Åh, jeg havde ellers lagt mange planer for årets høst, der ville have været rekordstor. Hvis altså nødderne ikke blev stjålet for næsen af os, lige før de faldt ned. Valnødde-pesto, Svinkeløv Badehotels valnøddelagkage in memoriam. Valnøddemarengs til hjemmelavet yoghurtis. Valnøddedrys på salaten og meget andet godt.

Så de 10 bedste grunde til at spise valnødder – ud over den allervigtigste: at de smager vidunderligt – er muligvis mest relevant for Krage & co. Medmindre jeg betaler, hvad det koster at købe fremmede valnødder. Og det ender jeg jo nok med.

DSC_8807

DE 10 BEDSTE GRUNDE TIL AT GUFFE LØS

1. Beskytter mod blodpropper.
Mennesker, der spiser valnødder mere end fire gange om ugen, har 37 pct. lavere risiko for at få hjertekarsygdom end folk, som ikke spiser nødder. Nødderne gavner hjertet på flere måder: De sænker det “lede” LDL-kolesterol, mængden af triglycerid (fedt i blodet) og blodtrykket. Desuden indeholder det aminosyren L-arginin, som gør indersiden af dine blodårer mere smidige, så du ikke så let får en blodprop.

2. Forbrænder kalorier på sofaen
Spiser du nødder, forbrænder du mere energi i hvile, og du tager ikke så let på som ikke-nøddespisere, viser forskning. Fedtet giver dig også en langtidsholdbar form for mæthed, som holder blodsukkeret i skak og modvirker sukker-cravings.

3. Beskytter mod inflammation
– og alle de sygdomme, som det kan føre med sig. Valnødder er nemlig spækket med anti-inflammatoriske stoffer, både planteversionen af omega-3 (alfa-linolensyre) og en hel stribe særdeles kraftigtvirkende antioxidanter, fx tanniner, fenolsyrer og flavonoider.

DSC_8787

4. Hjælper dig med falde i søvn.
Det er naturens egen sovepille i en nøddeskal: Valnødder indeholder det døgnrytmeregulerende hormon melatonin, der gør dig søvnig.

5. Styrker dine knogler
Tre gode knoglestyrkende mineraler gemmer sig i valnødder: Kobber, mangan og magnesium, der alle modvirker knogleskørhed

6. Forebygger diabetes
Spiser du valnødder 2-3 gange om ugen, kan du mindske din risiko for at få type 2-diabetes med 24 pct., har et amerikansk studie vist. Deltagerne spiste i snit 28 g pr. gang.

7. Gavner sædkvaliteten
Forsøg viser, at yngre mænd får flere og mere sejlivede og svømmedygtige sædceller, når de spiser to håndfulde valnødder dagligt. Formentlig hænger det sammen med nøddernes sunde omega-3-fedtsyrer.

DSC_8766

8. Beskytter mod brystkræft og prostatakræft
I hvert fald hos mus. Forskerne tror, at det er en kombination af omega-3-fedtet, E-vitamin og stribe andre gode stoffer i valnødder, der dæmper et hormon, som ellers får kræftsvulster til at vokse.

9. Gør dig mere robust over for stress
Blodtrykket stiger ikke så meget hos stressede personer, der snupper en håndfuld valnødder ind i mellem, viser forskning. Igen er det især nøddernes indhold af plante-omega-3, der får æren.

10. Gør dig klogere og bedre til at huske
Mus bliver markant bedre til at lære nyt og huske, hvis de får valnødder i kosten. Signalstofferne i deres hjerne fungerer ganske enkelt bedre.

DSC_8847

VALNØDDE-GRØNKÅLSPESTO
Egentlig ville jeg have lavet en valnødde-basilikumpesto af de få nødder, det trods alt lykkedes mig at samle ind, men det er slut med basilikum i vores drivhus for i år. I stedet tog jeg et stort grønkålsblad. Det kan man sagtens! Smagen er lidt anderledes, men går fint i spænd med valnød og citron, fx oven på en pastaret eller et stykke brød, og så får man en masse god kålkraft med i købet.

DET SKAL DU BRUGE:
3 dl grønkål, strippet, vasket og hakket
150 g valnøddekerner
1 dl olivenolie
3 fed hvidløg
3-4 spsk revet parmesan
saften af 1 citron
revet skal af 1/2 citron
salt
peber

SÅDAN GØR DU:
1. Rist valnødderne let på en varm pande, ca. 5 minutter. Vend dem regelmæssigt.
2. Put grønkål, valnødder, parmesan, hvidløg, salt og peber, citronsaft og halvdelen af olivenolien i en blender og blend hele molevitten, til grønkålsbladene er blevet helt findelt og nærmest flydende.
3. Tilsæt resten af olivenolien lidt efter lidt, mens du blender videre
4. Smag til med mere salt og peber og citronskal for at få den helt perfekte smag frem
5. Hæld pestoen i en krukke med patentlåg og opbevar den i køleskabet, til den er spist. Den skal konsumeres relativt hurtigt – men det er ikke noget problem …

SUNDE FAKTA:
★ Valnødderne kan prale af deres 10 gevinster ovenfor.
★ Grønkålen er en stjernegod kilde til kostfibre og stoffet sulforafan, der bl.a. modvirker kræft
★ Olivenolien giver gode sunde enkeltumættede fedtsyrer, der gavner hjertet og holder mavefedtet nede
★ Hvidløg styrker immunforsvaret, gavner kolesteroltallet og beskytter mod bl.a. cancer og demens.
★ Parmesanost er en formidabel kilde til kalk, der holder knoglerne stærke, og til protein, som mætter og bygger musklerne op.

Se også min opskrift på valnødde-grønkål-æblesalat her

DSC_7720

 

Efterlad en kommentar